Kampen for ytringsfrihed slutter aldrig

Denne kommentar udkommer også i Weekendavisens kulturnyhedsbrev 'Ej blot til lyst'. Læs mere og tilmeld Dem her.

Som skribent, og senere redaktør, på Weekendavisen, har jeg altid haft fornemmelsen af at køre med på fribillet, hvad angår ytringsfrihedsspørgsmålet. Med det mener jeg, at da jeg startede på avisen for ti år siden, var der en fornemmelse af, at de store slag for længst var udkæmpet. Her tænker jeg både på avisens forsvar for Salman Rushdie under ledelse af daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden efter Irans ayatollah Khomeini i 1989 udstedte en fatwa mod den indiskfødte forfatter for romanen De sataniske vers. Og jeg tænker naturligvis også på muhammedkrisen i start-00erne, hvor avisen var med til at tage satiren og dens tegnere i forsvar og sætte ord på, hvad der var på spil. Det betyder ikke, at vi ikke har diskuteret – og skrevet – om ytringsfrihed i det forgangne årti. Især har vi her på avisen fokuseret på, hvordan både islamismen og den venstreorienterede identitetspolitik indeholder kimen til totalitære tankesæt. Men der var altid de historiske sager at tage udgangspunkt i, som gjorde det relativt nemt at finde ud af, hvor man skulle placere sig. Man kunne forsvare flotte idealer på spalteplads uden stor risiko, fordi man stod på skuldrene af andre.

Men selvom en form for præcedens eksisterer, er det konstant en udfordring at udleve princippet om ytringsfrihed i praksis. Det er blevet endnu tydeligere i de forgangne tre år, hvor både Ukrainekrigen, Gazakrigen og Trumps anden regeringsperiode har forstærket oplevelsen af, at der eksisterer radikalt forskellige og ofte uforsonlige udlægninger af, hvordan verden hænger sammen.

Det blev jeg mindet om forleden, da jeg kørte i taxa og faldt i snak med chaufføren. Tidligere samme aften var Zelenskyj blevet ydmyget af Trump i Det Ovale Værelse. Det var i hvert fald min udlægning, men det viste sig, at chaufføren opfattede situationen fuldkommen anderledes. Han var trumpist og mistroisk indstillet over for Zelenskyj såvel som over for ukrainernes fortsatte kamp mod Rusland. Det fører jo intet godt med sig, tværtimod, sagde han. Jo mere vi talte, jo mere rasende blev chaufføren. Ikke på mig, men fordi han, som han sagde, ikke føler, at der er plads til hans holdninger. Han følte sig simpelthen ikke omfattet af den ytringsfrihed, medier som Weekendavisen ellers gladeligt påstår at repræsentere. Men størst indtryk gjorde det, da han afsluttede vores samtale med at takke for muligheden for at tale ud.

Hvis man som avis virkelig tror på, at ytringsfrihed er en essentiel værdi, så betyder det, at man skal give spalteplads til holdninger, som man ikke deler og måske ovenikøbet virkelig ikke bryder sig om. Det kan for eksempel være at give plads til helt andre udlægninger af de utallige krige, der plager vores verden lige nu. Eller udfordrende fortolkninger af, hvad det identitetspolitiske projekt egentlig gik ud på, eller hvad der driver manden i Det Hvide Hus.

Men det kræver også, at man er villig til at stille op og forsvare dem, som man er uenig med, såfremt deres ytringsfrihed knægtes. Og der befinder Danmarks borgerlige medier, inklusive Weekendavisen, sig i en helt særlig situation lige nu. For selvom det er fristende at se på med skadefryd, mens Trump-regeringen gør op med det såkaldt progressive tanketyranni, som er blevet udrullet i diverse amerikanske institutioner det seneste årti, er det altså en falliterklæring, hvis vi ikke også reagerer, når modreaktionen slår om i regulær hævn og tilsvarende illiberale tendenser.

Det bringer mig til en af Weekendavisens mangeårige skribenter Frederik Stjernfelt, der i denne uges avis skriver om Trump-administrationens opgør med de amerikanske Ivy League-skoler med udgangspunkt i Columbia University, hvor kaotiske forhold udspillede sig i forbindelse med propalæstinensiske demonstrationer på campus sidste forår. Det skrev vi om, og på lederplads kritiserede jeg selv studenteraktivisternes renhedstænkning. Men situationen er nu en anden, og vi må huske på, at »fronterne for det nødvendige opgør ustandseligt skifter«, som den danske forfatter Tage Skou-Hansen formulerede det flot engang. Konsekvensen af det drager Frederik Stjernfelt i sin tekst, når han påpeger, at Trumps hævntogter, inklusive anholdelsen af studenteraktivisten Mahmoud Khalil, foregår uden noget klart retsgrundlag. Og så slutter han sin artikel med følgende advarsel:

»I alle tilfælde virker det ikke til, at Trump-regeringens antiakademiske korstog har lagt sig det allervigtigste på sinde, hvad angår ytringsfrihed: at den også gælder ens værste fjender – ellers er det ikke ytringsfrihed, så er det kun beskyttelse af ens egne venner.«

Det princip bør vi alle forsøge at efterleve i denne højspændte tid, hvor risikoen for intellektuel fordummelse og inkonsekvens er stor.