Der findes ikke nogen fødevare mere ­nydelsesfuld end den forbudte. Den, der overskrider vedtagne demarkationslinjer og pludselig optræder, hvor den ikke hører hjemme. Jeg husker min far fortælle frydefuldt om efterkrigstidens bolsjemadder, og et hofnummer ved morgenbordet for alle hans børnebørn har altid været sukkermadden, hvor et indholdsløst rundstykke eller et klassisk stykke franskbrød med smør overhældes med sukker. Den syndige nydelse ved at spise en hel mad med sukker har altid haft langt mere rebelsk potentiale end mere legale morgenmadsprodukter som syltetøjet, skønt det velsagtens var i stand til at snige lige så meget af det forbudte hvide pulver i poderne.

Selv har jeg aldrig været meget for denne sammenblanding af det søde og salte køkken. Jeg frabeder mig sukkermadder, chokolademadder og bolsjemadder. Rosiner eller lakrids i aftensmaden fremkalder anfald af kognitiv dissonans. Så er jeg mere åben over for dessertkøkkenets sprøde invasioner af det salte køkken. Da jeg omkring årtusindskiftet flyttede hjemmefra, var den mest ultimative manifestation af den nyvundne frihed at spise en tegnefilmstor stak pandekager til aftensmad. Lidt rebel er man vel.