Kedeligere er København for tiden ikke, end at to store kulturinstitutioner i disse uger bruger den radikale performancekunstner Marina Abramović som trækplaster i kampen om byfolkets opmærksomhed.

Mest overraskende er det, at Nørrebro Teater midlertidigt er omdannet til galleri for lydkunst – eller i hvert fald lydlig samtidskunst – med værker af Abramović og de to amerikanere Laurie Anderson og Miranda July.