Der er intet paradisisk over Stella og Stanleys kummerlige og fugtige lejlighed på gaden Paradis, hvor Tennessee Williams ironisk nok lader sit stykke fra 1947 om Blanche DuBois’ skæbne foregå. Hun er en af teaterhistoriens store kvinderoller: en overklassekvinde, der slår sig ned hos sin gravide søster og hendes rå og voldelige mand. Hun fordømmer og latterliggør Stella og Stanleys liv, men selv har hun mistet alt, hvad hun ejer, og er flygtet ind i en fantasiverden gennem utallige møder med fremmede mænd. Hendes ry er blakket, og hun har ingen andre steder at tage hen. Der indledes et magtspil, og relationerne sættes på en hård, nådesløs prøve. Stanley afslører hendes løgne fra fortiden, og da der endelig er et håb om en virkelighed forude for Blanche i form af den følsomme Mitch, spolerer han også det.

DET ER EN KÆMPE OPGAVE at opsætte Williams’ verdensberømte stykke efter den ikoniske film med Marlon Brando i rollen som Stanley Kowalski og et utal af analyser af den desillusionerede Blanche. En kæmpe opgave, Peer Perez Øian løfter til perfektion. Holdet bag forestillingen på Aarhus Teater viser, hvad teatret kan, når det er bedst. Forbløffelsen over, at der står levende mennesker der, lige foran os, og skaber en kunstig illusion, som får det til at strømme gennem én. Jeg drister mig til at sige: Forestillingen overgår filmen.