Iberisk sensommerfest

Nok var det en tør varme, men jeg forstod ikke, at nogen kunne køre et etapeløb under de betingelser.

Det var rekordsommeren i 2003, hvor det meste af Sydeuropa segnede under en hedebølge, der ikke gav sig før et godt stykke ind i oktober. Jeg kan huske, at jeg sad i holdbussen under en af etaperne og så, at termometeret bevægede sig over 40 grader, mens rytterne hamrede ind på de sidste kilometer.

Man kunne mærke asfaltens smeltende varme op gennem skoene og på sin hud, hvis man stod stille.

Dengang for 20 år siden var Vuelta a España et helt andet løb. Det var hovedsageligt et stort stævnemøde for de bedste spanske ryttere og et sted, hvor udenlandske stjerner kunne tage revanche for et fejlslagent Tour de France, hvis de havde mod på det. Det havde mange, hvis der skulle forhandles ny kontrakt, mens andre foretrak at bruge det som forberedelse til VM.

Selvom Vueltaen blev flyttet fra april til sin nuværende kalenderposition i midten af 1990erne, ændrede det ikke stort ved den fordeling af flyvende indfødte vindere og håbefulde kandidater andre steder fra. Det var et eksotisk og på mange måder helt igennem spansk arrangement.

Det trængte måske til forandring, men havde alligevel en umiskendelig charme med sin lidt dovne opsætning og sit upræcise skelet. Dengang var det løbet, der lå lidt gemt og glemt efter Tour de France, men som havde sine forelskede følgere blandt ryttere, kendere og uden tvivl også blandt dem, der var heldige at have det som deres arbejdsplads.

Det var et stolt løb, der ikke tog sig selv mere alvorligt, end det var nødvendigt, eller der var organisatorisk talent til. Og alene på den måde kunne kontrasten til det franske arrangement ikke være større.

Etaperne var halvlange og startede sent. Gelinde og smidigt, og det var næsten obligatorisk med knastørre, ultrakedelige dage hen over den iberiske højslette. Spanierne elskede deres eget løb, og de spanske ansatte på de hold, jeg arbejdede for, lærte mig at holde af det. Det var et totalt stressfrit miljø at fungere i. Også for rytterne, når de altså ikke lige sad på cyklen.

I det døsige startområde føltes det næsten, som om de skulle indkaldes et par gange, før alle mødte op. Der var god tid, også for pressen, som dengang stort set kun var spaniere og nogle udenlandske fantaster, der havde overbevist en redaktør om, at løbet rummede en masse gode historier. Et af årene var der en whiskysponsor i presserummet, mens der var linser med chorizopølse til tømmermændene i sponsorteltene om formiddagen.

Jeg lærte Spanien godt at kende gennem rejserne med Vueltaen. De sene middage på svale hoteller og den kontrastfyldte natur på begge sider af halvøen med den næsten affolkede, golde midte. Det var helt normalt at sidde til midnat og spise nogle gange. Mekanikere og soigneurs sad udenfor og sludrede til langt senere.

Vi overnattede ofte på de statssubsidierede Paradores-hoteller, der mestendels var gamle klostre eller paladser, der havde tilhørt nære og fjerne forgreninger af kongefamilien. De fleste af dem var vidunderligt velholdte og meget forskellige fra egn til egn. Kun knyttet sammen af det genkendelige logo på brevpapiret eller askebægrene.

Hvis Tour de France var et benhårdt arbejde for alle, var Vueltaen en oase på den anden side af Pyrenæerne. Et behageligt åndehul, halvlangt fra virkeligheden, inden den sidste del af sæsonen lukkede cykelåret ned.

Hvis andre ikke havde krævet noget af mig, kunne jeg have lavet det i en måned og glemt alt andet. Det var før sociale medier, og det var ikke uhøfligt kun at svare på e-mails to gange om dagen, for man skulle på computeren og finde en opkobling. I stedet gik jeg ture i målbyerne og så de mest vidunderlige steder, før feltet kom det samme sted hen. Sevilla, Córdoba, Zaragoza, Segovia og Santiago de Compostela.

Vi besøgte egne ved Atlanterhavskysten eller på grænsen til Portugal, jeg aldrig havde skænket en tanke. Brændte farver i aftensolen og den mest betagende arkitektur fra en svunden, men alligevel bevaret tidsalder i bybilledet. Jeg læste op på den mauriske bygningskunst og mistede pusten en morgen ved Alhambra og sommerpaladset, Generalife. Det var nærmest smukkere, end nogen øjne kunne se, og ørerne lod sig hvile op ad vandets rislen gennem haverne. Jeg havde aldrig set et smukkere sted i timerne inden et cykelløb eller måske nogensinde.

Det var ikke kun et uskyldstab, der gjorde, at Vueltaen måtte ændre sig. Jeg tror, det var et overlevelseskrav, der havde flere udspring. Giro d’Italia var begyndt at vokse sig mere internationalt og interessant for publikum, og det spanske storløb var i reel fare for at blive irrelevant for de fleste andre end dem, der deltog i det eller boede langs ruten. Ikke mindst efter perioden, hvor den internationale del af sporten blev filtret ind i en kolossal dopingsag med et spansk epicentrum i midten af nullerne.

Det iberiske element i cykelsporten var ved at miste sin fortryllende kraft, og det gik hurtigere, end nogen kunne tø en fryser med klandestine blodposer op. Spanien var ikke til at kende længere som cykelnation, og mens holdene enten lukkede eller rykkede nogle divisioner ned i retning af anonymiteten, var der et usagt ultimatum for Vueltaen. Noget måtte ske, hvis løbet ikke skulle lide samme kranke skæbne, og med finanskrisen i ascendanten kom der anderledes fart på forandringsvilligheden.

Om det var et planlagt strategisk greb eller et lucky punch skal jeg lade være usagt, men da Javier Guillén begyndte at modernisere løbet i sin nye stilling som direktør for 15 år siden, ramte han forbløffende meget plet i en periode, hvor buen var spændt hårdt for.

Ligesom Giro d’Italia holdt Vueltaen fast i sin nationale identitet og særkende, men fandt en vej til underholdningsmæssig relevans ved at skære en stor del af vanetænkningen væk. Korte etaper med grotesk hårde ramper i afslutningen blev kombineret med en uortodoks spændingskurve, der kastede bjergetaper ind i den første uge og barberede tidskørslerne ned til det styrkemæssigt overskuelige for de bedste ryttere.

I en tidsalder, hvor de store etapeløbsryttere kunne det hele, var det en klog disposition og en, der gjorde det attraktivt at køre Vueltaen uden at risikere den næste Tour-satsning. Den betydelige fare måtte man leve med i Giroen, der blev kørt i maj.

Da Tour de France-ejerne købte deres spanske lillebror i 2014, blev satsningerne på underholdningsværdien også et drivhus for de bedst plantede ideer, som nu har moderniseret verdens største etapeløb. Det gik pludselig op for ASO, at man godt kunne sløjfe traditioner uden at sælge ud af arvesølvets mest ædle identitet.

De bedste etapemæssige ideer i Vueltaen har dannet model for Tourens mest iøjnefaldende innovationer. Især de to sidste år har vist, at ASO tror helhjertet på det prospekt, og det har også vist sig at flugte perfekt med de ryttere, der lige nu dominerer sporten. Vueltaen har gjort Tour de France endnu mere tidssvarende og inspireret det gamle hus til at finde nye bjerge.

Netop den opregning af Vueltaens potentiale som årets mest dramatiske etapeløb får et helt nyt niveau grundet persongalleriet, når det starter lørdag. Der er ingen overraskelser i, at ruten er hård fra starten, etaperne korte og bjergetaperne mange, men at udfordrerne til den røde førertrøje er så spektakulære, er nærmest uhørt.

Der mangler kun Tadej Pogacar, for at løbet kan lægge en Royal Flush tegnet over de af sportens mest inciterende personligheder, der kan vinde en Grand Tour.

Med Primož Roglič og Jonas Vingegaard som storfavoritter sammen med sidste års vinder, Remco Evenepoel, er det svært ikke at forvente et kæmpe opgør. Ikke kun et mellem den belgiske enmandshær og det mest suveræne kollektiv, Jumbo-Visma, der kan vinde deres tredje Grand Tour-sejr i træk.

Vingegaard træder ind i det spanske løb med flere besnærende spørgsmål ud for sit navn. Jeg tror, at det er omsonst at tale om en på forhånd fastlagt rollefordeling mellem ham og Roglič, der har vundet løbet tre gange tidligere. Vueltaen kommer til at tvinge sine egne svar ud af det hollandske mandskab, når den første uge rummer hele tre bjergetaper.

Det er i det hele taget et alsidigt felt rent styrkemæssigt, hvis man ser bort fra de tre mest oplagte. Fra 20-årige Juan Ayuso, der sluttede på podiet sidste år, til 37-årige Geraint Thomas, der fulgte Roglič til dørs i dette års Giro d’Italia, er der en tæt befolket underskov af interessante ryttere som Joao Almeida, Enric Mas og Richard Carapaz.

De får umådeligt svært ved at vinde løbet, men ingen af dem kan stille sig tilfreds med en passiv rolle i kampen om anden- eller tredjepladsen. Der er meget, der skal finde sin udfoldelse på den hidsige vej mellem Barcelona og Madrid i årets korteste, men måske mest spektakulære Grand Tour.

Der er mulighed for regn lørdag aften i Barcelona, når den 78. udgave af det spanske etapeløb indledes med et 14,8 kilometer langt holdløb. Men det uventede og potentielt set spektakulære kommer anderledes alvorligt til sin ret de næste tre uger. Det er på mange måder blevet løbets særkende i fornyelsens tegn og et element, der i år bliver sat i spil for et historisk stærkt felt.

Brian Nygaard dækker Vueltaen løbende de næste tre uger i sit nyhedsbrev Hjertets Bjerge. Find alle tidligere udgaver her – eller modtag det fremover i Deres indbakke.