I de blindes rige …

Det må have været som at vågne i baronens seng for Johnny Hansen, Hurup, søndag morgen. Lørdag aften viste DR dokumentarfilmen Kandis for livet, og tilsyneladende kiggede hele landet med, for bang: Morgenen efter var ordet »Kandis« et af de mest brugte på Twitter, aviserne flød over af skamros, og Facebook-brugere faldt over hinandens fødder i forsøget på at fortælle verden, hvor storslået eller rædselsfuld de syntes, filmen var.

Ingensinde før har man set et jysk dansktoporkester bevæge sig så hurtigt fra 0 til 100 i kulturel gadekredit på 12 timer. Og det endda på trods af – eller måske netop fordi – at filmen som sådan ikke drejer sig om hverken Johnny Hansen eller hans orkester, men derimod om en broget skare mennesker, for hvem Kandis’ musik har en dyb og fundamental betydning. Seeren møder den ene eksistens efter den anden, instruktøren præsenterer hver enkelt loyalt og fordomsfrit i øjenhøjde og lader dem filterløst fortælle om deres forgabelse i Johnny Hansen og Kandis.