Ligestilling. Et skakhold kun bestående af kvinder har måtte registrere en mandlig spiller for at sikre kønsballancen.
Hvordan får man flere kvinder til at spille skak?
Hvordan får man flere kvinder til at spille skak? Den problemstilling har man især i Vesten søgt at løse uden stort held.
På sin vis er det et paradoks, at der i lande med generelt stor ligestilling er en meget stor skævhed i kønsfordelingen af skakspillere, hvorimod lande som for eksempel Rusland, Kina, Indien og Georgien, hvor ligestillingen statistisk set er mindre, oplever højere grad af lighed i skak.
Et argument er, at vi i Vesten har gode karrieremuligheder for alle, mens man som kvinde andre steder er mere begrænset i sine muligheder, hvorfor en skakkarriere kan virke ekstra attraktiv at satse på.

En række vesteuropæiske lande har forsøgt at afhjælpe problemet med kvoter. Frankrig gik først og indførte, at der skulle være en spiller af hvert køn på holdene i den bedste række. Mange peger på dét som en ubetinget succes, imens kritikere vil påpege, at det nok mere hjælper udenlandske professionelle, der hyres ind til holdene, end den generelle langsigtede udvikling.
Flere kopierede konceptet, deriblandt britiske »Four Nations Chess League«. I sidste sæson vandt »She Plays to Win Lionesses« 2. division og rykkede op i den øverste række. Sensationelt og historisk, da holdet bestod udelukkende af kvindelige spillere, men da reglerne i øverste række klart dikterede minimum én spiller af hvert køn, stod man over for en overraskende problemstilling.
Holdet argumenterede for, at dette oplagt ikke var intentionen med reglen, og at man netop nu straffede det hold, der om nogen havde gjort noget for flere kvinder i britisk skak, men arrangørerne stod fast på, at reglen netop var formuleret, som den er, for at sikre, at man netop ikke diskriminerede, men blot sikrede kønsbalance. Lionesses forstærkede sig derfor med verdensranglistens nr. 11, nederlandske Anish Giri, der fik følgende debut:
Roman Kovalskyi – Anish Giri
1.e4 e6!? Fransk. Ikke Giris normale valg, men imod en lavere ratet modstander søger han at overraske. 2.d4 d5 3.e5 c5 4.c3 Sc6 5.Sf3 Ld7 6.Le2 Sge7 7.Sa3 cxd4 8.cxd4 Sf5 9.Sc2 Le7 10.Ld3 a5 11.0–0 h5!? 12.Te1 g5!? Giri provokerer videre. Hvis sort uhindret får lov til at fortsætte sin fremmarch, tager han over, så hvid er nødt til at agere konsekvent. 13.Lxf5 exf5 14.e6?! Logisk, men overilet. Bedre var direkte 14 h4! 14...Lxe6 15.h4 gxh4 16.Lf4 Tg8 17.Sh2 hvis idé er, at sort nu ikke kan forhindre 18 Dxh5, men det behøver han heller ikke! 17...h3 18.Dxh5 Txg2+ 19.Kf1 Tg6 20.Sf3 Db6 21.Se3 Kd7! Sorts konge er sikker midt på brættet, det er hvids, der er i problemer. 22.Sxf5 Da6+ 23.Te2 Lf6 24.Sh2 Dd3 25.Se3 Th8 26.Df3 Sxd4 27.Td1 Dxe2+ 28.Dxe2
Diagramstillingen: Sort trækker
Sort kan vinde på flere måder, men mest elegant med: 28...Tg1+! For efter 29 Kxg1 følger 29... Sxe2+ fulgt af 30 ...Sxf4, hvorfor Kovalskyi opgav.


