Nyhedsbrev. Ideelt set er alle artikler skrevet på sådan en måde, at læseoplevelsen er værdifuld i sig selv.
Hvor er De henne?
Indimellem modtager jeg breve fra avisens læsere med fotografier, der giver et indtryk af de omgivelser, avisen læses i. At dømme ud fra disse fotografier er det populært at læse Weekendavisen ved morgenbordet, mens man drikker kaffe med flot mælkeskum. Men jeg har da også oplevet at modtage et foto fra Hardangervidda i det sydlige Norge, hvor en læser var taget på fjeldferie med sit skrigorange telt og den nyeste udgave af Weekendavisen.
Billederne fra hele Danmark og rundtom i resten af verden gør stort indtryk på os her på avisen, fordi de minder os om, hvem det egentlig er, vi skriver til. Men Deres fotos påvirker også, hvilke artikler vi bringer, og hvordan de bliver skrevet.
Vores teaterkritik er et godt eksempel. Måske har De prøvet at springe hurtigt over siden med teateranmeldelser med den begrundelse, at forestillingerne spiller i en by langt fra, hvor De bor, og måske ovenikøbet i et helt andet land, og hvad er så formålet. Det er her, læseren i det orange telt på fjeldet kommer ind i billedet, for ideelt set er alle de artikler, De finder i kultursektionen, skrevet på sådan en måde, at læseoplevelsen er værdifuld i sig selv. Det kræver dygtige skribenter, men dem har vi heldigvis mange af.
I avisen denne uge kan De blandt andet læse et musikessay skrevet af Madame Nielsen, som for nylig deltog i Ultraschall-festival i Berlin, hvor der blev spillet ny kunstmusik. Madame Nielsens påstand er, at de unge komponister formulerer vores angst og tvivl på menneskehedens eksistensberettigelse, og det at lytte til denne musik er en måde at høre tiden på.

I samme avis rapporterer Weekendavisens balletanmelder Majbrit Hjelmsbo begejstret fra London, hvor hun forleden deltog i repremieren på Wayne McGregors forestilling Woolf Works på Covent Garden i London, og hvor den italienske primaballerina Alessandra Ferri genindtog sin hovedrolle i en alder af 60, hvilket er helt usædvanligt, da klassiske balletdansere normalt lader sig pensionere i en alder af 40.
Alternativt kan man lade sig inspirere af Martin Kongstads anmeldelse af michelinrestauranten Studio i Carlsberg Byen i København, som madanmelderen kalder »en af de senere års største madoplevelser«. Men man kan også bare nøjes med at læse hans passionerede og morsomme tekst. Det viser sig nemlig, at Kongstad besøgte restauranten forklædt som michelininspektør.
Og endelig en opfordring: Send mig et foto, hvor De læser Weekendavisen. Jeg bringer et udvalg i dette nyhedsbrev i den kommende tid. E-mail: kats@weekendavisen.dk

Ugens kulturanbefaling
Hver uge anbefaler en af Weekendavisens skribenter fem aktuelle kulturaktiviteter. Denne uge er det Mikka Tecza, som både har udvalgt ting fra konkrete steder i verden og fra internettet. Blandt andet denne løbeapp:
Hører De også til blandt dem, der – som jeg – godt kan lide tanken om at løbe en tur i det gode forårsvejr, men i praksis finder det kun marginalt mindre kedeligt end at vente på et styresystem, der opdaterer? Og har De måske også – som jeg – tilbragt de seneste mange mandage klistret til HBOs hitserie The Last of Us, hvori en svampeinfektion har gjort store dele af Jordens befolkning til frådende monstre? Så er der simpelthen an app for that. Nemlig løbeappen Zombies, Run!, der blander radiodrama og konditionstræning. Med zombieapokalypsen i ørerne løber man fra mission til mission i intervaller, der pudsigt nok matcher et klassisk løbeprogram. Der er, som min veninde, der anbefalede mig appen, sagde, bare få ting så motiverende som lyden af en horde af rasende udøde lige i hælene på én.
Læs alle ugens kulturanbefalinger her.
Det var alt for denne gang. I næste uge redigerer Christoffer Zieler sektionen, da jeg selv skal skrive.
Kathrine Tschemerinsky
Kulturredaktør
Del:
