Hverdagens filmkunstner

Det kan undre, hvorfor film generelt har svært ved at give genlyd på tværs af Skandinavien. Vi er jo tilsyneladende så ens. Så hvordan kan det være, at en stor filmsucces i eksempelvis Sverige sjældent bliver en succes i Danmark og Norge? Hvorfor føles det i det hele taget, som om det lokale filmudbud i hvert af Skandinaviens lande udgør et lukket kredsløb?

Jeg tror, jeg kender svaret: Det væsentlige er ikke, at de tre landes befolkninger er ens, men at langt de fleste skandinaviske film er ens. Hvert land har sit årlige opbud af dramaer, komedier og ungdomsfilm, som, hvad filmisk stil og sensibilitet angår, oftest ligner flere alen af ét og samme stykke upersonlig professionalisme. Har man først set et dansk drama, hvor landets største skuespillere giver den fuld gas gennem tre punktlige akter, er der ikke meget vundet ved også at se et svensk eller norsk ditto. Det er udelukkende umagen værd at se en film fra et af vores nabolande, hvis filmens instruktør har sin egen stil og sit eget særegne filmsprog. Men hvis man præsenterede scener fra film af de 20 mest prominente danske, svenske og norske filmskabere, ville det være vanskeligt at adskille dem fra hinanden rent stilistisk.