Anmeldelse: Hitler og nazisterne. Ny serie fortæller historien om, hvordan radikalisering, mistillid og voldsparathed omstyrtede det tyske samfund.
Hvad vi kan lære af nazismen
Der findes kræfter, hvis voldsomhed omkalfatrer samfund som intet andet i historien. Krig, klima og pandemier er et godt bud på tre af de vigtigste. Det kontrafaktiske spørgsmål »hvad nu hvis Adolf Hitler var blevet optaget på kunstakademiet, og hans karriere var blevet en helt anden?« understreger pointen. Så havde Anden Verdenskrig næppe fundet sted, og den verden, vi lever i nu, havde været en anden. Det er tydeligvis tilsvarende overvejelser om historiens vigtighed, der har drevet Joe Berlinger, som har instrueret en række dokumentarserier, blandt andet i true crime-genren, men aldrig tidligere om det nazistiske Tyskland og den verdenskrig og det folkedrab, denne bevægelse påførte menneskeheden.
Hitler og nazisterne falder i seks afsnit, og seriens narrativ følger en traditionel kronologisk struktur med Adolf Hitler som omdrejningspunkt. Første afsnit med titlen »Ondskabens oprindelse« har således Hitlers barn- og ungdom i fokus, men retter også blikket mod den ideologi, som han blev bannerfører for. Det er ikke helt ligetil at definere, hvad nazisme er, da ideologien ikke har et manifest i lighed med kommunismen, men er sammensat af mange forskellige kulturelle strømninger og ideer. Det lykkes imidlertid at formidle denne komplekse historie og tegne et billede af, hvordan nazismen er en ekstrem form for fascisme, hvor den vigtigste kerneværdi er forestillingen om folket og racernes ulighed. I de øvrige afsnit følger seerne, hvordan Hitlers parti kom til magten, og hvordan regimet gik i krig. Her er det positivt, at den amerikanskproducerede serie har et stærkt fokus på østfronten frem for primært vestfronten i Europa, som ofte bliver tillagt en overdrevent stor betydning. Et afsnit beskæftiger sig med nazisternes folkedrab på jøderne under Holocaust, og serien afsluttes med sammenbruddet, Hitlers sidste tid i den underjordiske bunker i Berlin og de efterfølgende Nürnbergprocesser i den tidlige efterkrigstid.
Del: