Kiosk
Hvad hører Tine Eiby, når hun ikke skriver?
Egentlig er jeg nok landet i den videnskabelige afdeling af avisen for at slippe væk fra alt for meget politik. Som en flugtvej. Til gengæld er jeg kommet til at holde af det, og det skyldes først og fremmest, at der er så mange virkeligt underlige historier inden for videnskab, som kræver detektiviske evner af forskerne. Videnskab kalder på grundundren.
Det er derfor, jeg indimellem hører Radiolab, som sendes via New York Public Radio. Det er podcastet videnskabsformidling til den bløde side. Ikke forstået som populærvidenskab med korte, stakåndede mirakelhistorier. Tværtimod fortæller de to stiftere og værter, Jad Abumrad og Robert Krulwich, om mystiske, dragende fænomener, som kalder på opklaring, og de spørgsmål, de stiller, er ofte eksistentielle.
