Hvad er Europa?

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens kulturnyhedsbrev Ej blot til lyst. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

I coronapandemiens første lange år læste jeg en roman af den russiske forfatter Sergej Lebedev med titlen Augustmennesker. Bogen handler om, hvordan fortiden spøger og spænder ben for den generation, der blot var halvstore børn, da Augustkuppet mod Gorbatjov i 1991 indvarslede Sovjetunionens sammenbrud. Historien er ikke forbi, advarede Sergej Lebedev dengang. Siden er krig igen blevet en del af vores virkelighed, og efter Donald Trump og J.D Vances skamfulde opførsel i Det Ovale Værelse sidste fredag går mange af os rundt og ser forvirrede ud. For det er forvirrende at befinde sig midt i historien. Og udsigten til ustabilitet og, ja, ufred er skræmmende.

Sergej Lebedev har selv mærket konsekvenserne af fredstidens ophør. I 2022, kort tid efter Ruslands invasion af Ukraine, forlod han sit hjem i Moskva og har lige siden levet i eksil i Berlin. For nogle måneder siden skrev han til mig og foreslog at skrive et essay i anledning af, at det er 40 år siden, at Gorbatjov indledte reformeringen af Rusland under mantraet »perestrojka«. Allerede i sidste uge blev vi færdige med at oversætte teksten, hvor Lebedev indkredser periodens uindfriede løfter gennem erindringen om sin families fritidshus. Men da jeg mødte ind på avisen mandag og genlæste essayet, var der pludselig nogle nye ting, jeg hæftede mig ved.

»Når jeg i dag tænker over, hvem der valgte Putin som præsident i 2000, for nu et kvart århundrede siden, kommer jeg straks til at tænke på netop dette datjafællesskab uden fællesskab, på mennesker, der var ved at vågne af deres tornerosesøvn og blev skræmt af historien,« skriver Sergej Lebedev i sit essay, og også denne betragtning tror jeg, vi skal tage imod som en kærkommen advarsel fra den russiske forfatter. Fristende er det at overbevise sig selv og andre om, at det er godt at være ignorant og en dyd at stikke hovedet i busken. Men fortrængning tjener hverken samfundet eller enkeltpersoner på sigt. Tværtimod.

Men hvad gør man så i »Den omvendte verden«, som Martin Krasnik kalder vores nye virkelighed på forsiden af ugens avis? De færreste af os har mulighed for at påvirke begivenhedernes gang. Men én ting, der står os alle frit for, er at tage del i samtalen om, hvem vi er, og hvad der er på spil. For nogle uger siden præsenterede Svend Brinkmann sit bud på kulturel oprustning med en europæisk pensumliste, men han afsluttede også med at understrege, at det altså blot var hans egne idiosynkratiske bud på, hvad sådan en kunne indeholde. Allerede ugen efter udfordrede Weekendavisens skribent Lasse Winther Jensen Svend Brinkmanns oplæg.

I P1-programmet K-Live blev jeg bedt om at udlægge mine egne fem bud. Det var en vældig svær øvelse at udvælge de fem ting – men det var også sjovt og afklarende. Her er mine fem bud:

1) Georg Brandes
2) Cafeen
3) Den europæiske roman
4) Willy Brandts knæfald i Warszawa i 1970
5) Abbas Kiarostamis film The Wind Will Carry Us fra 1999

Spørgsmålet er: Hvad synes De, kære læser, at den europæiske pensumliste skal indeholde? Send meget gerne Deres bud ved at skrive dem i boksen herunder –  eller send dem direkte til mig på kats@weekendavisen.dk. Hvis der kommer nok, bringer vi dem i avisen.