Jeg tror, det begyndte at regne, bedst som vi forlod den grågrimme motorbane. En silende nedbør, der tog til hen på aftenen, og det passede perfekt til stemningen. Det kunne ikke castes bedre. Et VM bag indhegninger og med betalende gæster. Stemningsforladt og intetsigende. En hån mod årets mest farvestrålende løb. Et antiklimaks, der flød ud over kanterne og lagde en fernis af skuffelse over hele arrangementet. Jubelscenerne lignede en myretue, nogen havde trådt på; som det sikkert også er, når motorbanen bliver brugt til sit egentlige og for mig – sportsligt ligegyldige formål.

Det hele føltes som tømmermænd for alle andre end de euforiske italienere, der stadigvæk løb skrålende rundt med bannere og bajere. Det er tyve år siden, og det var et dårligt VM. Provokerende uinteressant. Følelsesforladt for alle andre end vinderen, Mario Cipollini, og hans hær af defensive lokomotivførere.