Det er næppe tilfældigt, at Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, har ladet Venstre-nestoren Bertel Haarder skrive forordet til sin nye bog, Den usynlige ånd – en liberal danmarkshistorie. Haarder personificerer mere end nogen anden det, der engang var kendt som »højskole-Venstre« – en politisk strømning i det gamle folkeparti, der sammen med andre politiske fabeldyr som »storby-Venstre«, »handelsskole-Venstre« og »landbrugs-Venstre« er blevet stadig sværere at få øje på i det politiske landskab. Men står det til Vanopslagh, skal »højskole-Venstre« genrejses, blot i et nyt parti med ham som formand.

Vanopslaghs nye bog er først og fremmest et opgør med en socialdemokratisk historiefortælling, der ynder at fremstille velfærdsstaten som nationens endemål, men den er også et yderligere skridt væk fra den »regnearksliberalisme«, han allerede lagde afstand til i sin debut, Vejen til ansvar fra 2023. Denne bevægelse er ikke unik i dansk politik. På begge sider af midten ser vi i disse år en bevægelse væk fra det teoretiske, universelle og principielle og mod det nationale, partikulære og særegne, mod kristendommen, det folkelige og vores fælles historie og værdier. Indtil for nylig ville liberale mest interessere sig for lavere skatteprocenter, mindre regulering og erhvervslivets konkurrenceevne, men nu står der kultur, dyder og kristne værdier på programmet.