Her kommer vi aldrig til at sidde mere

Chris Anker Sørensen er død, men ordene virker ikke. Sætningen er selv død, for den gør ikke det, den skal. Det ser så forkert ud og lyder så uforståeligt i den anden ende af røret. Jeg er på vej ombord på et fly, da beskeden rammer. Jeg når selv kun at ringe hurtigt til en kollega. Vi prøver at tale om det, men vi kan ikke. Stilhed først, men en langt mere alvorlig tavshed sidenhen. Jeg tager mig selv i at nægte det oppe over skyerne, men jeg bliver indhentet, efter at nyheden lander for alle andre, før mit fly.

Jeg tænker på den, han var, og alt det, han kunne. Jeg husker hans stemme. Jeg husker hans latter, når han talte med sine døtre. Chris Anker Sørensen er død. Det er den sætning, jeg har hadet mest at skulle skrive i hele mit liv.