Dommedagsrul. Den amerikanske kunstverden syder med harme over ulighed, strukturel racisme og giftig velgørenhed. Mikkel Rosengaard om plutokratiske kunstmuseer og om, hvordan harme blev den vigtigste følelse i amerikansk kulturliv.
Harme og fordom
Harme er kunstverdenens varmeste følelse. I 2017 blev Whitney Biennalen fanget i en storm, da den hvide kunstner Dana Schutz udstillede et maleri af den lynchede sorte teenager Emmett Till. Og i 2019 blev Whitney Biennalen igen et mål for harmdirrende protester, da det blev afsløret, at Whitney Museets næstformand, Warren B. Kanders, ejede et firma, der solgte tåregasgranater til autoritære stater. Siden da har kunstverdenens følelsesmæssige vejrudsigt budt på hyppige udbrud af harme, vrede og indignation. Da en hvid seniorkurator på San Francisco MoMA i sommer udtalte, at det var »omvendt diskrimination« at undlade at samle på kunst af hvide mænd, udløste det et harmeudbrud, der endte med, at kuratoren trak sig fra jobbet. Da internetkunstneren Jon Rafman på en anonym Instagram-profil sidste efterår blev beskyldt for »udnyttende adfærd« og »følelsesmæssige overgreb«, dundrede harmetordenen igen, og tre af Rafmans udstillinger blev aflyst. Listen bliver ved og ved.
Harmestormene har flere ting til fælles. De tager alle udgangspunkt i en dyb vrede over den strukturelle racisme og de ulige magtstrukturer i det amerikanske samfund. De tager til i styrke på de sociale medier. De slår ned over enkeltpersoner, der hverken er dømt eller anklaget for at bryde loven. Og det er de amerikanske kunstmuseer – hvor eksperimenter, provokation og kunstnerisk frisind ellers plejede at florere – der aflyser kunstnere, presser medarbejdere til at trække sig og fjerner de kunstværker, som folkedomstolen udpeger.
Del:
