Skjult. En kandidat til landets bedste thairestaurant gemmer sig mellem pita og brugt tøj på Nørrebro, og man bør også vide, at der bag Brasserie Post på Trianglen ligger en paradisisk gårdhave.

Halvhemmelige restauranter

Foto: Petra Kleis

Flere jævnaldrende tordner mod anglificering af det danske sprog, og det er så fint, som de siger i parfumeafdelingen, men nogle engelske termer er uerstattelige, for eksempel taber den øretæveindbydende kategori Hip hideaways karakter som smarte gemmesteder, og at den overvejelse er relevant, skyldes, at jeg en dag blev sulten omkring Trianglen og opdagede, at Brasserie Post har en gårdhave bag den bastante bygning.

Meyer-ejede Post åbnede i efteråret 2023 under ledelse af den talentfulde texanske kok Dave Harrison, som efter Au Passage i Paris har beriget København med sin kompromisløse version af fransk bistromad, men forlod Post efter et halvt år (rygter vil vide, at han åbner sit eget), og det var egentlig mit mål at undersøge, hvordan det siden var gået restauranten.