Den københavnske forlystelsesscene udvides konstant og indtager nye bydele; 2400 Nordvest og Sydhavnen er nyligen inddraget og under buldrende gentrificering, og det er ikke svært at forudse, at hyggelige Valby Langgade bliver det næste sted, som omvæltes af naturvin og deleretter, men også i etablerede dele af byen findes lommer, som har fået lov at ligge i dvale.

Jeg har længe studset over, at byens hyggeligste rum, Gråbrødre Torv, har været forbeholdt turister, og stjernekokken Bo Bech har formentlig tænkt det samme, i alle fald åbner han her i november Restaurant Bobe i Peder Oxes gamle lokaler.