Ballet. August Bournonvilles romantiske 1800-talsballet Et Folkesagn ringler stadig en smule af ædelmetal under hammerens slag, selvom fokus er på vulgaritet og komik.
Gotisk troldekomik
Der ligger vist en stor del fandenivoldskhed i, at Den Kongelige Ballet midt i denne højkonjunktur af coronasmitte overhovedet magter eller vover at genopsætte et af August Bournonvilles hovedværker, Et Folkesagn, med fuldt orkester i graven og næsten hele Den Kongelige Ballet på scenen. En lignende fandenivoldskhed var muligvis også på færde, da Bournonville i en hektisk arbejdsmani under koleraepidemien i 1853 fra sit sikkerhedseksil i Fredensborg færdiggjorde udkastet til sin »mest danske ballet«; om de to forbyttede pigebørn, den lyse Hilda fra troldehøjen og den arrige Frøken Birthe fra Højgården, og så den splittede Junker Ove, der aftenen før sit bryllup danses til vanvid af elverpigerne ude i skoven.
Det er Nikolaj Hübbe, Sorella Englund og Anne Marie Vessel Schlüter, som står for iscenesættelsen, der dramaturgisk tager afsæt i splittelsen mellem længslen efter lys, harmoni og natur sat over for natsidens uregerlige og troldske temperamenter. Ligesom i Hübbes og Englunds opsætning af Napoli er alle kristne symboler udrenset og er her i stedet erstattet af kærlighedens kraft, som med en håndgestus trækkes ned fra himlen til hjertet, som herved bestyrkes. Tidsmæssigt er handlingen flyttet fra Bournonvilles nationalromantiske herregårdsidyl fra begyndelsen af 1500-tallet til slutningen af 1800-tallet, hvorfor troldehøjens uhyrlige festaber skildres som et grotesk halloweenagtigt raveparty af storbyens voldeligt fordrukne og udskejende, lyssky bærme. Ironisk nok er det dette »moderniserede« troldebal, der virker mest uddateret nu knap ti år efter premieren.
Del:
