Notre-Dame er ødelagt. Det kan være svært at fatte. Men når man fremover krydser fra højre til venstre Seinebred, tværs over de små øer Île de la Cité og Île Saint-Louis i midten af floden, bliver det i de næste mange år uden at kunne beundre det gotiske bygningsværk, der knejsede stolt på den største af de to øer, og som for mange var Paris’ virkelige vartegn.

Af bygningen er kun et røgindhyllet kadaver tilbage, skallen af de to centrale tårne har overlevet, men det hvasse spir, der før rejste sig 93 meter mod himlen som en pil, i folkemunde kaldtet la flêche, ligger på kirkeskibets marmorgulv, splintret i tusinde stykker, begravet i de rygende rester af det tunge tag, der bestod af 800 år gamle egetræ­sstammer, som det buldrende flammehav forvandlede til en lavarød ulmende ruinhob. Natten til tirsdag kæmpede over 400 brandfolk fra hele hovedstadsregionen med helikoptere, biler, robotter og flodpumpestationer for at få slukket flammerne i håbet om i det mindste at kunne redde de centrale hvælvinger, så kirken ikke styrtede fuldstændig sammen. Men selv om ilden er kommet under kontrol, og »strukturen reddet«, som myndighederne kundgjorde tirsdag morgen, er det endnu for tidligt at sige, om den struktur er stabil eller stadig risikerer at styrte sammen.