Klummen af Bo Green Jensen blev udgivet 2. december 2016.

Det er søndag, og novembersolen skinner skarpt i Snekkersten. Min kone og min yngste datter er i byen for at samle penge ind på vegne af Kirkens Korshær. Jeg går i haven og arbejder på at skaffe os af med de øer af blade og æbler, som Rose og Frederikke rev sammen for et par søndage siden. Formationerne skal fjernes nu, hvis der ikke skal være døde plamager til forår.

Vi har en stor grund med mange træer og buske. Der er sådan noget som syv æbletræer, der smider frugterne på et par uger. Dét kan man arbejde med. Det er sværere med de himmelstræbende birketræer, som kaster blade og frø i en indviklet cyklus, der begynder i august og bliver ved til november.

Vi taler nu og da om at fjerne det ene af de store træer, for man har det som hr. og fru Sisyfos, når der dagligt skal rives og fejes i strædet mellem hus og stald, men min hustru er forelsket i billedet af den tilgroede eventyrskov, som haven virkelig bliver til om sommeren. Ergo har fældningen lange udsigter.

Det er allerede den anden vinter i huset, men problemet med haveaffald er stadig ikke løst optimalt. Vist kommer kommunen og samler papirsække, hvis man sætter dem ud, men det sker kun to gange på en sæson. Jeg har prøvet at fylde den ene garage. Når sækkene skal bæres ud, giver de efter i bunden, og man er lige vidt. 

Systemet er sikkert baseret på en formodning om, at husejerne selv kører affaldet væk. Vi har ganske vist en slidt Mini Cooper, som bliver brugt ved særlige lejligheder, når cykel og tog ikke rækker. Men cykel og tog rækker langt. I hvert fald har vi aldrig sat krog på og anskaffet traileren.

Vi er glade amatører af princip. I sommer stod jeg på tæer på en vakkelvorn stige for at klippe 60 meter tjørnehæk til. Jeg gjorde det med en målrettet grensaks. Jeg har en elektrisk anordning, jo, men inde på midten var grenene blevet for tykke og svære at nå. Det tog to dage, men så var det flot. Det samme var rifterne på mine arme. Jeg passer også roser og stikkelsbærbuske. Plus prøver at pille vedbend af huset. Selvgjort er velgjort, siger mundheldet. Har man ordentlig tid, er det meget o.k.

Egentlig er det slet ikke haveaffald, jeg vil tale om. Det er alle de dødsfald, der hober sig op lige sådan og er noget af det mest forstemmende ved at blive ældre. Heltene falder på stribe, fordi de har et forspring på 10-15 år. Familie og venner forvandles til skyer. For ikke at tale om totemfigurer, der var med til at skrive historien om det 20. århundrede. Tag blot de sidste par dage: Leonard Cohen, Jan Sonnergaard, Fidel Castro, Frank Esmann.

Når ikonerne dør, bliver medierne et resonanskammer. Der er sorg og taknemlighed og så videre. Bowie, Prince, Cohen - ih, hvor vi elskede jer. De store navne fylder så meget, at der ikke er plads til at huske de små. Alan Rickman døde samme uge som Bowie. Keith Emerson - fra Emerson, Lake & Palmer - skød sig en kugle for panden den 11. marts. Det var der ingen, der sørgede særligt over særligt længe.

Cohen var 82 år. Fidel blev 90. Min ældste datters mormor, som døde i maj, fyldte 96. Generelt ligger snittet omkring de 70. Bjarne Nielsen, min gamle ven fra Pinkerton og Sherlock Holmes Klubben, var 71, da han døde i marts. Man bemærker den slags, når man selv er fyldt 60. Det bliver vigtigt at bruge de dage i haven, i stedet for at skrive dem væk.

Og umærkeligt bliver døden noget, der fylder i samtalen. »Har du set, at den-og-den er død? « siger vi sikkert ret tit til hinanden, når dagens indtryk skal efterbehandles ved middagsbordet. Det falder også naturligt at forklare, hvem der er væk, og hvorfor det er vigtigt.

Så ligger vores datter på fire år pludselig og græder, fordi hun ikke vil have, at vi dør. Gråden er hjerteskærende dybfølt, og bekymringen er meget konkret. Hun vil ikke se vores skeletter. »Men hvor har du set de skeletter?« »I den dér film, hvor Mickey Mouse er en troldmand.« Ah. Det er Fantasia, som hun så med sin storesøster Laura forleden, da vi var til Morfars fødselsdagsmiddag.

Frederikke lover Ava, at hun aldrig vil dø. Jeg plejer at svare på spørgsmålet om, hvor de døde bliver af, ved at sige, at de er her endnu, så længe nogen husker dem. Ava elsker historien om Harald, som mødte mig på hjørnet af Saltværksvej og Kastrupvej, når jeg gik hjem fra Korsvejens Skole.

Vi kunne se hinanden på lang afstand. Han gik i knæ og bredte armene ud. Jeg løb til, og han skovlede mig op i sin favn. Det var i 1962, samme år som Fidels Cuba-krise for resten. Jeg kan huske ham endnu. Min mor på 80 kan også huske ham. Men når vi dør, bliver erindringen til et rygte.

Jeg ved, jeg forsvinder, før Ava bliver voksen. Men hvis hun husker mig, som jeg husker Harald, skal fremtiden nok blive god. »We're absolute beginners/ With eyes completely open/ But nervous all the same,« sang netop David Bowie. Min far blev for resten kun 44. Ungdom er ingen forsikring.

Nu er der jo ingen, som lever for evigt. Tiden er blevet så fokuseret på sundhed, at kroppene holder længere nu, også længere end det var tænkt fra naturen. Så biologien svarer igen med demens. For vi skal ikke være her altid. Haven har brug for at visne og dø og begynde igen næste år.

Noget andet, som følger med at blive ældre, er oplevelsen af at blive hægtet af. For det første bliver man skubbet væk. For det andet brænder tiden for fænomener, som er svære at engagere sig i. Det bliver fristende at sige fra, simpelt hen. »Lad dem bare have rodebutikken i fred. Jeg skal alligevel væk,« tænker man. Dét er nok den værste ting: en beredvillig falliterklæring.

Jeg er midt i haven lykkelig for, at min hustru er 19 år yngre end jeg. At mine døtre er 25, 13 og fire år. Jeg vil ikke være ligeglad og kan heller ikke blive det. Vi må finde et sted til de blade. Vi må lade være med at tale så meget om døden. Lad os altid være nye forældre. Og glade amatører til det sidste mætte suk.

Jeg river godt til i løvet, samler bunker op med hænderne og bruger også trillebøren lidt. Tingene løser sig, hvis man tager dem fra bunden. »As long as we're together/ The rest can go to hell«. Der er to komposteringssteder i haven. Det må blive dem, som vi klarer os med.