Da jeg var barn, tilbragte jeg samtlige somre i den vestjyske sommerhusby Vejers Strand, hvor min familie ejer et lille rødt træhus, og hvor jeg altid var bange. Eller måske er det mere præcist at skrive, at jeg her meget aktivt opsøgte følelsen af fare. Min storebror og jeg tog på lange ekskursioner, hvor vi kortlagde de gamle betonbunkere fra Anden Verdenskrig, imens vi kunne høre granatnedslagene ude på Kallesmærsk Hede, der er Danmarks største militære øvelsesområde.

Der skydes med skarpt, kunne man læse på skiltene: Tung mortér, Leopard-kampvogne, man måtte for guds skyld ikke gå derind. Hvis vi cyklede nordpå ad stranden, mod Grærup, måtte man til gengæld ikke bade, fordi Grindstedværket i sin tid dumpede spildevand i klitgryden, og når vi derfra kørte ind i landet, var den tørre lyng altid kun én tabt smøg fra at futte af, måtte man forstå. Flammerne kunne være her når som helst. Det samme kunne hugormene, som jeg mistænkte for at have en rede under terrassen. De mange flåter havde sikkert allerede fundet sig til rette i vores varme armhuler, og på den måde gik sommerferiens daglige softice altid hånd i hånd med en lavfrekvent, men allestedsnærværende trussel om, at omgivelserne ganske enkelt ville slå os ihjel. Og det tiltalte forstadsbørn som os.