Frit løb

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens nyhedsbrev om cykling, Hjertets Bjerge. Læs mere og tilmeld Dem her.

Jørgen Marcussen kastede et sæt bilnøgler i hovedet på mig, og jeg nåede ikke at sige noget, inden hans stemme overdøvede larmen bag os. »Så kører vi, dio cane,« og så smækkede han ellers døren i på den brede Citroën overklistret med cykelholdets rød-lilla CSC-Tiscali-farver og kørte væk. Det var mit første Giro d’Italia, og jeg havde lige så lidt erfaring, som jeg havde kørekort. Det første vidste sportsdirektør Marcussen selvfølgelig godt, det andet ville jeg have sagt, hvis han altså bare havde lyttet, inden vi åbenbart skulle tilbage til vores hotel i en helvedes fart og hente rytternes cykler i hver sin bil før holdpræsentationen den eftermiddag i Holland.

Det var dengang, praktiske oplysninger fra løbsarrangøren blev afleveret i en tyk brun kuvert med et motorcykelbud sent hver aften på hotellet, og hvad der den dag i 2002 var sket med vores depeche, skal jeg ikke kunne sige. Men beskeden om, at rytterne skulle have cykler med på scenen til præsentationen, var i hvert fald ikke tilfaldet ledelsen. Der var i forvejen en lidt – lad os sige – anspændt stemning mellem holdet og den franske cykelsponsor, da et nyt samarbejde med en anden producent allerede var under opsejling. Fornemmelsen var, at der sad en mindre hær af parisiske advokater klar til at sende en kaskade af truende breve til holdets kontor, så den mindste slinger i valsen ville ikke ligefrem foregå til Marseillaisens liflige toner.

Jeg kampsvedte allerede, inden jeg drejede nøglen om og kiggede ned på speeder og kobling for lige at minde mig selv om, hvilken af dem der sad hvor. Jeg havde på det tidspunkt haft fire køretimer, og planen var, at jeg skulle nå at få et kørekort i hånden inden Touren det år. Jeg tog timerne mellem cykelløb det forår, når der var tid, men eftersom jeg var med til stort set dem alle, var det ret begrænset, hvor god jeg var blevet bag rattet. Heldigt for mig var der ingen nævneværdig trafik på grund af holdpræsentationen, og jeg bad til samtlige verdensreligioners guder om, at der bare ikke ville blive rødt ved et af lyskrydsene, så Marcussens bil oppe foran ville slippe ud af syne, eller at min egen ville gå i stå. Jeg anede ikke, hvor hotellet var, så hvis jeg blev væk nu, var jeg prisgivet. Det var jo ligesom ikke politiet, jeg skulle spørge om vej. Missionen lykkedes, og jeg tror faktisk, at jeg lærte at køre bil på den hidsige trekvarte time, det hele tog. En ilddåb og sådan var den Giro også i det hele taget. Der var både store italienske ryttere, der blev sendt hjem med positive dopingprøver, skandaler, sensationer og alt det, der åbenbart var vævet ind i trådene på den lyserøde sløjfe dengang. De tre uger undervejs føltes som et helt lille livsforløb, indtil Marcussen og jeg kørte fra Milano igen, da det hele var forbi.

Jeg kan ikke huske, hvor mange gange jeg er steget af og på Giroen eller været med hele vejen rundt siden da. Men min kærlighed til løbet og landet er, hvis ikke uforandret, så i hvert fald vokset med mig i de mange år, jeg efterhånden har boet i Italien. Maj måned er Giro d’Italia for mig. Siden min første gang i 2002 og til nu, her 23 udgaver senere, er løbet et andet, fordi sporten er blevet en anden. Men ikke alene derfor. RCS, der ejer løbet, har bevidst og måske også lidt af nød internationaliseret deres italienske arv og gjort Giroen mere udadvendt som begivenhed. Det har måske føltes en smule forceret til tider, men resultat har båret frugt. Giro d’Italia er i dag et helt anderledes næsten globalt relevant løb for både felt og publikum, end det var for to årtier siden. Den foreløbige kulmination på den satsning var, da det lykkedes at få Tadej Pogacar til start sidste år, hvor han så kvitterede med at udradere al modstand fra start til slut med seks etapesejre og en uhyrligt overbevisende samlet sejr. Det var nok en større gave til cykelhistoriens vingesus, end det var til de hold, der lagde røv til øretæverne.

Jeg tror på sin vis, at det er Giroens held i år, at hverken Pogacar, Vingegaard eller Evenepoel stiller til start – selvom det måske ville have været en dejlig overraskelse, hvis danskeren pludselig mod forventning var at finde på startlisten. Men løbet i år er både hårdt og åbent og dermed forhåbentlig også både intenst og spændende langt ind i den sidste af de tre uger. Den underholdningsmæssige luksus tror jeg, Tour-arrangørerne ville være misundelige over, skulle det udvikle sig på den måde. Nok er Touren verdens vigtigste løb, og sådan vil det altid være, men rammer Jonas Vingegaard ikke et nyt og sensationelt højt niveau, vil han få meget svært ved at matche den version af Tadej Pogacar, der det seneste halvandet år har raseret stort set samtlige løb, han har stillet op i. Hvor det franske løbs spændingskurve er en hypotetisk horisont, er Giroen i år mere konkret indbydende som mere end bare antipasto og opvarmning, før det bliver alvor i juli. I Italien kan det nemt gå hen at blive et generationelt opgør, en broderfejde eller ligefrem en intern intrige. Ingen af delene kan Tour de France sådan rigtig håbe eller tro på.

Lad os se på de dramatiske potentielle udsigter for den 108. udgave af Giro d’Italia:

Et gennemgående tema i den ret ekstreme udvikling, sporten har gennemgået, siden Egan Bernal vandt Tour de France, er alderen på vinderne. Da det colombianske generationstalent stod øverst på podiet i Paris som 22-årig i 2019, havde der i hele løbets historie kun været to før ham, der var yngre, og man skulle helt tilbage til 1909 for at finde så ung en triumfator. Nok havde Jan Ullrich vundet som 23-årig i 1997, men efter Bernal og især med Tadej Pogacar er Tour de France blevet et sted, hvor de yngre ryttere har sat sig på det gule guld, og så længe sloveneren holder sit nuværende niveau, ser det ikke ud til at ændre sig lige foreløbig.

Den ene af dette års Giro-favoritter, Primoz Roglic, er undtagelsen fra den Grand Tour-tendens. Nok har Touren mere eller mindre kronisk knust hans rutinerede hjerte, men den nu 35-årige rytter har leveret hele fem Grand Tour-sejre de seneste seks sæsoner. Det generationsmæssige opgør i dette års Giro gestalter sig i, at hans største udfordrer er den blot 22-årige Juan Ayuso. Ud over at de må siges at dele favoritværdigheden, er de to ryttere så radikalt forskellige steder i deres karriere og så anderledes placeret i deres interne holdmæssige hierarki, at de næsten er hinandens modsætninger. De har begge to et stort behov for at vinde, men med forskellige begrundelser. Roglic skal levere den sejr, hans hold virkelig mangler, for det er blevet til alt for lidt for det tyske Red Bull-Bora-hansgrohe-mandskab i den her sæson. Som Giro-vinder fra 2023 må han være rigeligt klar over, at en Tour-sejr er illusorisk for ham, og det gør det blot endnu mere væsentlig at ramme skiven netop nu. Det sidste gælder for så vidt også for Juan Ayuso, men det er, fordi han har kontrakt med UAE og skal være holdkammerat med Tadej Pogacar et godt stykke ud i fremtiden. Det er måske uretfærdigt at fastslå, at det unge stortalent ikke er nogen stor leder, for dertil er han stadigvæk for grøn bag ørerne. Men det ville på den anden side også være synd at sige, at han bevidst har bevæget sig i retning af magtens naturlige midte, for han mangler endnu at vise holdet en substantiel form for loyalitet, der skal betales tilbage for. Da han sidste år skulle give en hånd med i Pogacars Tour-sejr, da det stadigvæk var nødvendigt, underpræsterede han næsten demonstrativt, inden han udgik på 13. etape. Talentet og potentialet er indlysende og enormt, men han har lige så meget at lære, som han har at bevise, og sidste gang, han mødte Roglic, fik sloveneren effektivt sat de to elementer i ubalance og tog sejren i Katalonien Rundt fra ham på den sidste etape. Ayuso skal tøjle sine kræfter over tre uger, men hvis han har noget tilbage den sidste uge, vil det kræve mere end list af Roglic at slå ham. Det opgør mere end bare ulmer allerede fra i eftermiddag.

Begge storfavoritter har formidable hold i ryggen, og selvom Roglics trup tæller vinderen fra 2022, Jai Hindley, er Ayusos UAE-hold mere end bare marginalt stærkere i bjergene. Så stærkt, at de kan og helt sikkert vil sætte andre ryttere i spil til den samlede sejr, hvis deres unge kaptajn skulle vise svaghedstegn. Det er der for så vidt intet unormalt eller odiøst i – det interessante er snarere, hvordan Ayuso selv vil forholde sig til den situation. Roglic er Roglic, og det har han været længe, men hans unge rival mangler en Grand Tour-sejr for at blive den, han har potentialet til at være, og det sidste spring er langt større end alt det, der går forud. Hans holdkammerat Adam Yates er på den måde mindst lige så nærliggende til at rejse sig i den sidste uge og være UAE-holdets bedste kort. Sker det, vil han ikke kun møde Roglic, og hvad der ellers måtte være af outsidere og overraskelser, han vil efter al sandsynlighed også støde ind i sin egen skygge: tvillingebroderen Simon, der i år kører for Visma-Lease a Bike. Hvilket herligt opgør ville det ikke være?

Med en rute, der begynder med en temmelig kuperet etape i dag i Albanien, og som gennem tre uger har fået doseret sine vanskeligheder med en meget generøs hånd, vil der være mangt og meget at følge og rapportere fra. Her har jeg blot antydet de store linjer, hvad angår den samlede stilling, og Giroen er som løb og begivenhed også en hel del andet. Jeg slutter mig til festen i Napoli for at skrive rejsebreve, og fem dage senere rammer løbet Pisa, hvor jeg har boet i mange år. Det er 45 år siden, Giro d’Italia sidst har været i byen, og jeg har en aftale med rytteren, der vandt femte etape i 1980 – enkeltstarten fra Pontedera til Pisa. Han hedder Jørgen Marcussen.

Tilmeld Dem her for at følge Hjertets Bjerge under Giro d’Italia.