Fremkaldervæsken

Sidste år afsluttede vi artiklen til profetquizzen således: »Mod mere uperfekt perfektion i 2020.« Jamen, værsgo! Vi har fået så perfekt en uperfektion, at nu må samtlige dameblade, kropspositive Instagram-konti og kritikere af 12-tals­piger da juble over, hvordan verden i det forgangne år har syntes totalt uvillig til at imponere, præstere eller bare krybe i nogenlunde nærhed af en minimumsgrænse for, hvad en verden kan forventes at byde på af positive tiltag. Ja, ja, Joe Biden blev valgt i stedet for Trump, og hvis man skal tro jeres, læsernes, kommentarer til profetquizzens spørgsmål 2, må det have været til nogen opmuntring. Men det svarer lidt til at lade en gymnasieelev bestå, fordi vedkommende kan stave sit eget navn.

Nå, det er ikke forfærdeligt alt sammen. Pandemi-året har også haft sine vindere: De til eremit grænsende introverte. Aktionærerne i coronaproletariatets slavehær, bestående af Wolt-bude, medicinudbringere, indkøbshentere, GLS-mænd. Og i lidt mindre grad sådan nogle som mig, der har deres på det tørre og fra en lun hjemmekontorplads kan causere lidt over, hvordan coronaen ligesom siger nogle ting om det at være menneske, som en fremkaldervæske. Den genre tørrede ganske vist ud engang i sommer, men da var jeg stadig på barsel, så for at indhente det forsømte: Coronaen gør op med nulfejlskultur. I mødet med den katastrofale fejl det er at fortære et stykke virusbærende bæltedyr, satse på flokimmunitet eller foranstalte en leg, hvor man putter en bordtennisbold i munden og spytter den ud i naboens ølkrus, tre dage efter landets totale nedlukning, ja, så virker ens egne forseelser pludselig ret små.