Forsvar for onanisten

Svenske politikere har fra 1. juli udvidet landets forbud mod købesex til også at gælde digitalt indhold, så svenskerne nu kan straffes med op til et års fængsel, hvis de betaler for private livesessioner eller sexchats på pornotjenesten OnlyFans.

Ifølge Riksdagen handler det om børnebeskyttelse. Men det har fået kritik: Den svenske lov »vil yderligere isolere sexarbejdere«, skriver European Sex Workers' Rights Alliance.

I juni skete noget lignende i Frankrig: Flere pornosider trak sig midlertidigt fra landet på grund af nye krav om aldersverificering af brugerne. Men måske var reglerne i strid med EU-lov, fandt man ud af. Kravene blev omstødt igen.

Alligevel var der jubel over pornoens korte exit: »Farvel,« skrev den franske ligestillingsminister, Aurore Bergé, på X. »Der vil være mindre voldeligt, nedværdigende og ydmygende indhold tilgængeligt for mindreårige i Frankrig. Det er kun godt!«

Godt er det, at porno, omend kortvarigt, var utilgængeligt for børn – det var målet. Men alle disse tiltag, der omtales som børnebeskyttelse, er også med til at udgrænse pornoen i det hele taget. Og det er ikke ønskværdigt.

I DANMARK HAR 80 procent ifølge Sexus-undersøgelsen set porno. Det er blevet en del af danskernes sexliv. Men heller ikke her er vi undtaget for fordømmelsen: »Det er din moralske pligt ikke at se porno,« stod der for nylig i en kommentar i Altinget. Boykot for børnenes skyld, lød budskabet blandt andet.

Også ved en høring i Folketingets Ligestillingsudvalg i 2021 var opråbet klart: Pornoen »perverterer« samfundets yngste borgere. »Hvis ikke vi handler nu, ender vi med en generation i en form for drukkultur,« lød det.

Nu skal Danmark så være forsøgsland for EUs nye model for aldersverifikation, som Kommissionen anbefaler os at tage i brug på pornosider. Det samme sker i Storbritannien, hvor den nye Online Safety Act pålægger pornosiderne at implementere et digitalt aldersbevis efter 25. juli.

Det er godt. Børn skal ikke tilgå pornosider. Men aldersverifikation er ikke en uproblematisk løsning: European Digital Rights har tidligere advaret om, at det kan medføre »seriøse risici for både børn og voksne«. For eksempel kan det stille børn i en mere sårbar position på nettet eller øge følelsen af skam forbundet med at søge på seksuelle emner.

Spørgsmålet er også, om voksne stadig vil turde se porno. Selv hvis den tekniske løsning er god og beskytter privatlivet. For et nichepræget sexliv er stadig knyttet til stigma: Kan man for eksempel have en efterretningschef, der dyrker SM? Den diskussion havde vi jo for ganske nylig.

Det helt store spørgsmål er dog, om bedre børnebeskyttelse faktisk vil blive enden på kampen mod porno.

Det vil den næppe. Pornomodstanden har aldrig kun handlet om børn. Der er en grund til, at den politisk indflydelsesrige organisation Pornofrit Miljø har skiftet navn til Mediesundhed for Børn og Unge. Det virker bare bedre at bruge børnene. Tydeligvis, se på Sverige; OnlyFans er på vej ud.

Det handler heller ikke kun om børnene i kommentaren i Altinget. Det handler også om, at pornoen er afskyelig i sin grundvold: »Det ser ud til, at vi i stigende grad 'feticherer' det, der er ulovligt, og som i virkelighedens verden ville frastøde os.«

Det synspunkt er gammelt. Det er ikke kommet med internettet, ikke med opmærksomhedsøkonomien; de ting har bare forstærket det. Modstanderne har altid tordnet mod selve pornoens udtryk, mod analsex og sadomasochisme især. »Porno er teorien, og voldtægt er praksissen,« som feministen Robin Morgan skrev i 1980.

Det er der intet, der tyder på er rigtigt. Men det er det grundsyn på porno, der stadig gennemsyrer debatten. Glem ikke den franske ligestillingsministers jubelråb: voldeligt, nedværdigende, ydmygende indhold. De ord bruges jævnligt om porno.

Det værste er, at det er forbrugerne, der står tilbage med den oldgamle onaniskam: »ensomme onanister«, som sexologen Joan Ørting engang kaldte danske pornobrugere i Politiken. Hvem vil for eksempel gå på gaden for pornoen? Man forstår godt, at svenskerne ikke gør det.

Men det burde man. For frisind er noget, vi har kæmpet for i denne her del af verden. Sjovt nok er der ikke porno i Kina eller Iran. For porno er frihed. Frihed til forskellighed, frihed til lyst og nydelse, frihed fra moralsk kontrol.

Så vi skal gentænke pornodebatten. For det er godt at beskytte børn. Men det er ikke vores moralske pligt at boykotte porno. Eller kriminalisere den som i Sverige. Nej, det er vores moralske pligt at forsvare onanisten. Den fri seksualitet. I hvert fald bare overveje det, før vi begraver frisindet i børnenes navn.