Under coronakrisen har jeg tænkt en del over den mandlige libido. Den er stærk.

Det startede med, at den hankanin, Tutankhamon, jeg havde foræret min tiårige datter forud for coronapandemien, blev kønsmoden. På forhånd havde vi aftalt, at den ikke skulle kastreres. En dyrlæge har fortalt mig, at man kan risikere, at en højt begavet, nysgerrig og legesyg kanin ved kastration bliver forvandlet til en sløv eunuk, der kun tænker på at spise.