I sidste uge luftede UEFA-præsident Aleksander Čeferin en idé, der har – som han hævdede med vanlig sans for at tale på flertallets vegne – opbakning »fra alle«. Sloveneren mener, at det er tid til et lønloft. Ikke over egen løn og så vidt vides heller ikke andre af Europas mange velbetalte fodboldpolitikere, men over fodboldspillernes hyre.
Ifølge Čeferin er sportens konkurrence truet af den stigende ulighed mellem en lille gruppe af superklubber og den store rest. »Hvis fem klubber hele tiden vinder det hele, giver det ikke længere nogen mening. Og overraskende nok er alle enige med mig. De store klubber, de små klubber, de statsejede klubber, milliardærklubberne, alle!« sagde han.
Det lyder jo ganske utroligt, ja næsten umuligt, og det er det også. Få timer efter Čeferins udtalelse gik Maheta Molango, direktør for den engelske spillerforening (PFA), i rette med præsidenten. Molango kaldte spillerne for »fodboldens vigtigste aktører« og mente, at disse havde god grund til at føle sig negligeret, taget for givet.
Čeferin mener i store træk, hvad FIFA-præsident Gianni Infantino mente i marts, og Molango, der taler for 5.000 spillere i Storbritannien, siger det, som spillerforeninger altid siger. I 2021 lykkedes det PFA at få bremset en ellers planlagt implementering af et lønloft i Englands tredje- og fjerdeøverste fodboldrække.
Dermed står fronterne genkendeligt over for hinanden og nogenlunde samme steder som i lignende debatter for 5, 10 eller 20 år siden. Men hvorfor er Europas fodbold så vanskelig at regulere, ikke mindst sammenlignet med de store amerikanske sportsgrene?
Hovedårsagen er, at fodboldforbundene, både de nationale og internationale, står historisk svagt over for ligaforeningernes, klubbernes og (herre)spillernes magt. UEFA, engelske FA eller for den sags skyld Dansk Boldspil-Union herhjemme er efterhånden reduceret til kulisser. Det er i stedet Manchester Citys, FC Midtjyllands, Rasmus Højlunds og Kylian Mbappés verden.
Derfor virker det oftest, som om myndighederne er to skridt bagefter. UEFAs økonomiske reglement, Financial Fair Play, har aldrig virket efter hensigten. Især de største klubber ved, at de sagtens kan omgå reglerne uden at få nogen nævneværdig straf. UEFA kan ikke undvære dem i den bredere kamp om medier og underholdning, som fodbolden altid er en del af.
Dernæst er det et spørgsmål om volumen. De 15-20 største fodboldforretninger er i dag så store sammenlignet med de øvrige, at de fleste turneringer er blevet ærgerligt forudsigelige.
I Frankrig kan Paris Saint-Germain vinde sit niende mesterskab på 11 sæsoner, og i Tyskland kan FC Bayern München formentlig snart løfte trofæet for 11. år i træk. Siden 2004 har FC Barcelona og Real Madrid delt alle spanske mesterskaber – med undtagelse af to – mellem sig, mens Manchester City kan vinde det syvende engelske mesterskab på 12 år.
Disse giganter, der er kendt af ethvert barn fra Hobro til Hongkong, og som er ejet af nogle af klodens rigeste mænd og/eller råder over en astronomisk fanskare på verdensplan, nægter at afgive en flig af det nationale monopol, de alle har opnået.
UEFA har senest nedsat en arbejdsgruppe, der skal udvikle en mere bæredygtig model for topfodbolden, og næste år træder en regel i kraft, der forbyder klubberne at bruge mere end 70 procent af deres omsætning på løn og spillerkøb. I øjeblikket bruger flere klubber langt mere.
Det kan være et skridt mod en mere bæredygtig fodboldøkonomi overordnet set, men vil næppe gøre meget ved det nuværende stejle hierarki. Klubben, der omsætter for fem milliarder årligt, vil fortsat kunne bruge 3,5 milliarder på løn og transfers, mens en klub (i samme division) med en omsætning på 200 millioner kroner kun har 140 millioner til samme.
Goderne i europæisk fodbold har altid været ulige fordelt. Klubberne er private virksomheder, der kæmper om de samme krummer. I USA kan holdene eller franchisene skutte sig under samme paraply: NBA, NFL, NHL, MLB. Alle er del af samme organisation, alle indgår i samme kredsløb. Fælles er ønsket om omfordeling. I The Land of Freedom er sporten socialistisk.
Det er den netop ikke i Europa, hvor den enkelte klubs frihed (til at vokse eller bryde sammen) er en bærende søjle. Denne model har i årtier tilført fodbolden en ærgerrighed, som har gjort sporten dynamisk og levende. Men med de amerikanske, russiske, kinesiske og mellemøstlige pengemænds, ja, hele staters entré de seneste 20 år har kapitalismen ædt sig selv.
Europas klubber er havnet i en dødsspiral: Overalt stiger lønninger, transferbeløb og afhængigheden af udefrakommende kapital fra stenrige og stadig mere suspekte ejere. Ingen kan længere være i tvivl om, at noget er gået i stykker. Der er brug for ambitiøs regulering.
Men et lønloft, der bestemmer, hvor stor en pose penge hver klub må bruge på lønninger, bliver et mareridt at administrere. Risikoen for sorte penge er oplagt. Nej, i stedet burde UEFA have modet til faktisk at gennemtvinge en omkalfatring af den struktur, der har fremmedgjort så mange af de ellers loyale fans:
• Forbyd private ejerskaber.
• Udfas statssponsorater (Visit Rwanda, Fly Emirates, Qatar Airways osv.).
• Giv fansene flertallet i klubberne.
UEFA bør forlange, at tilhængerne i alle europæiske fodboldklubber bør sidde på mindst 50,01 procent af deres klub og vælge ledelsen gennem valg. Sådan gør man allerede i nogle lande. Det er ikke svaret på alt, men det er da en begyndelse.
Vil det tage tid? Det vil det bestemt. Men hvad er alternativet? At justere en smule på den nuværende, stærkt radioaktive udvikling? Ejerskaberne fortæller deres egen historie. Bare spørg i Brøndby.
I øjeblikket ligger De Forenede Arabiske Emirater (Manchester City) nummer 2 i England. Saudi-Arabien (Newcastle) er treer, mens førerholdet Arsenal spiller sine hjemmekampe på Emirates Stadium. Og mon ikke Manchester United snart bliver solgt til Qatar, der snart vinder endnu et fransk mesterskab (Paris Saint-Germain)?
I Spanien bliver FC Barcelona tæt overvåget af myndighederne efter flere års overforbrug, og i Italien er rekordmestrene fra Juventus i søgelyset for regnskabssvindel. Det moralske kompas er knust for længst. Er det virkelig den fodboldverden, vi ønsker at give videre til vores børn?
Tre pletskud
1. Jeg befinder mig i disse dage i sydende Napoli, og de tre pletskud vil i den anledning være lyseblå. Først en stærk analyse af Napolis forvandling fra evig bejler til selvfølgelig mester af Football Italias Apollo Heyes.
2. Dernæst dette utrolige stillbillede fra tv-transmissionen af Napoli-Salernitana, der med al tydelighed viser, at den napolitanske fodboldkultur ikke uden videre kan inddæmmes på et stadion.
3. Og slutteligt diskuterer de italienske myndigheder, om Napolis kamp i Udine torsdag aften klokken 20.45 skal spilles et par timer tidligere, så napolitanerne eventuelt kan få lidt mere tid til at feste i hjembyen i tilfælde af, at mesterskabet bliver endegyldigt sikret.
