Denne artikel udkommer også i Weekendavisens nyhedsbrev om cykling Hjertets Bjerge. Brian Nygaard skriver om hver etape under hele Tour de France. Læs mere og tilmeld Dem her.

Da Mark Cavendish brækkede kravebet ved et styrt og udgik på etapen til Limoges under sidste års Tour, slukkede lyset for hans lange og dybt imponerende karriere. Det var uforløst ad helvede til, men trods alt overskygget af de store bedrifter, han havde opnået i sit liv med cykelsporten. Man ved aldrig sådan noget med sikkerhed, men jeg har altid haft følelsen af, at der kun var én side til Mark Cavendish. For det er altid åbenlyst, hvordan han har det, uanset om det er, når han siger noget eller er tavs. Han ville ikke være kommet langt med de evner til at bluffe som pokerspiller, men nu er han så også den mest vindende nogensinde i Tour de France i stedet.