En pæn pige træder ud af Fars skygge og finder endelig vej til sig selv. Jeg taler ikke om Gitte Hænning eller Britney Spears. Den arketypiske fortælling er tilsat #MeToo/Black Lives Matter-essens og brugt som fondant i en stor biopic om »souldronningen« Aretha Franklin (1942-2018).

Amerikas musikhistorie er fuld af misbrugslegender. Det gælder uanset genrer og etnicitet. Der er flest unge døde i jazz, blues og rock. I countrymusik er fortabelsen en forudsætning for historien om soning og tilgivelse i genfødt kristendom. I soul, R&B og rap er der bandevæsen og ægteskabelig vold.