Man bemærker munden som noget af det første. Hos mange af de portrætterede kvinder er munden smal og læberne tynde. Kæbelinjen er ofte blød, næsten vigende. I marmorets fint afrundede hvælvinger ser vi indimellem antydningen af en dobbelthage. De nasolabiale linjer er tydelige og tyngden fra kollagenfattige kinder har det med at få mundvigene til at pege nedad. 

Det gælder eksempelvis en portrætstatue af en romersk kvinde klædt ud som gudinden Ceres: skønt draperingerne i hendes græske dragt er omhyggeligt udført og kornakset i hendes hånd har signaleret status, så er det ansigtet, man fæstner sig ved i dag. Træt grænsende til sammenbidte.