Efter at have set TV 2s serie Alle elsker Rasmus skrev jeg fredag morgen en kommentar, der konkluderede, at TV 2 fortjente ros for programmet.

Skulle man ikke have hørt om det endnu, handler det i korthed om, at 149 mennesker i fire måneder driver gæk med Rasmus Wallbridge, før han endelig får sandheden at vide, hvilket TV 2 så har forvandlet til en tv-serie, som han selv er med til at kommentere.

Jeg skrev min TV 2-rosende kommentar vel vidende, at det muligvis ville være et minoritetssynspunkt, for Alle elsker Rasmus har, som mange nok har bemærket, fået kritik.

At kritikken måske endda er en shitstorm, kunne jeg forvisses om, da Emil Thorup, sundhedskendis m.v., delte min kommentar på nettet med den bemærkning, at »Endnu engang står WA på den forkerte side af historien«. Hvilket morede mig, fordi det var så hyperbolsk – historien i bestemt form ental ligefrem!

Ikke desto mindre har Thorup måske ret så langt, at jeg selv er havnet på den forkerte side af historien om Rasmus Wallbridge.

I løbet af fredagen har medier som Politiken skrevet om, at Wallbridge ikke har det helt godt med udsendelserne. Hvad der mangler, og som har efterladt mig med en kvalm fornemmelse, der fik mig til at vågne unormalt tidligt – og det plejer at indikere, at jeg kan have båret mig amoralsk ad – er dette: At Wallbridge endnu ikke er trådt frem og har sagt: »Jeg er glad for Alle elsker Rasmus. Tak for omsorgen, som er påskønnet, men også misforstået, for programmerne er jeg naturligvis glad for.«

Hvorfor er det ikke sket?

I min kommentar deler jeg min oprigtige fornemmelse af selv at være bragt i forvirring om, hvad der er fup og fakta i historien om serien. Den er, med et godt dansk ord, et mindfuck. Jeg overvejer også i min tekst, om selve kritikken af programmet faktisk er en del af dens koncept, for hvorfor ikke? 

Det ville blot være endnu et bemærkelsesværdigt træk ved en banebrydende serie, der nedbryder grænser mellem virkelighed og fiktion. Men også den overvejelse er jeg blevet ubekvem ved, for efter min kommentar blev bragt, har TV 2 i sit program Presselogen haft besøg af en af Alle elsker Rasmus’ hårdeste kritikere, tv-værten Anna Lin, og den optræden efterlader ingen tvivl om, at hendes kritik er ganske oprigtig.

Desuden optræder i samme program en direktørfigur for TV 2, som forsvarer Alle elsker Rasmus, og denne mediechef får ikke rigtig sagt noget, der betrygger seerne om, at programmet moralsk set er landet ordentligt.

Min kommentar slutter med den konstatering, at jeg synes, at Wallbridge skulle have trukket stikket på hele projektet, fordi det ville have været den største joke. I den situation ville det være de 149, der tog fusen på ham, som endte med at være mest til grin. Det mener jeg stadig.

Men min kommentar er også et eksempel på en lovlig kæk og koldsindig tilgang til vægtningen mellem etik og kunsthappening. Jeg konkluderer, at kunsten – i dette tilfælde den utrolige, veludførte practical joke – helliger midlerne. Nu er jeg, som det nok fremgår, kommet alvorligt i tvivl.

Men læs kommentaren, den er jo skrevet og bragt, og den findes her.