Eksistentielle skvalderkål

Da min mand og jeg flyttede ind i vores første hus, havde jeg ikke skænket haven mange tanker. Den var lille og nydelig og gjorde ikke meget væsen af sig, men da foråret kom, viste den sig at være fuld af små nøje timede mirakler. Showet startede i april, hvor det japanske kirsebærtræ eksploderede i lyserødt, derefter blomstrede kulørte buske og stauder på skift, indtil de høje høstanemoner lukkede ballet i oktober.

Ukrudtet tog vi os ikke rigtigt af. Vi havde en lille datter, fuldtidsjob og et hus, der skulle renoveres, og mens vi spænede rundt for at nå det hele, begyndte skvalderkål og mælkebøtter at brede sig i bedene. Vi trøstede os med, at det var godt for biodiversiteten. Vild med vilje-bevægelsen var på fremmarch og havde lært os, at bierne, sommerfuglene og pindsvinene foretrak kaos frem for orden.

Vi fornemmede dog hurtigt, at ikke alle på villavejen var lige ukrudtspositive. Kort efter vi var flyttet ind, forærede vores gemytlige nabo os en avanceret mælkebøttefjerner, og ikke længe efter stoppede en ældre kvinde op foran vores indkørsel for at hilse på. Hun havde kendt husets tidligere ejere, fortalte hun, og kastede så et blik på ukrudtet, der voksede op mellem fliserne. »Ja, fru Nielsen ville nok have vendt sig i graven,« konstaterede hun tørt.

MIN MAND OG JEG grinede lidt af kommentaren, brugte mælkebøttejernet sporadisk, og nogle år senere flyttede vi til et større hus – og en større have – et andet sted i kvarteret.

Familien, der boede der før os, havde anlagt den efter vild med vilje-principperne. I udkanten af græsplænen lå et dusin store kampesten, som sørgede for, at græs og blomster kunne gro i fred for plæneklipperen, og i forhaven havde de plantet frugttræer: kirsebær, blomme, æble og fersken. Skønt, tænkte jeg, det passer vel sig selv, og så lod vi ellers græsset i forhaven vokse, bærbuskene skyde og bedene gro til.

Jeg havde vel forestillet mig, at naturen ville tage over på sådan en vilter, men alligevel æstetisk måde. For mit indre blik så jeg en farverig vild blomstereng i forhaven, ligesom dem hos vild med vilje-kontoerne på Instagram. Men da naturen greb tøjlerne, var resultatet alt andet end instagrammable.

Store, grå myreboer skød op under forhavens lange, slatne græs. Halvdelen af grenene på de nye frugttræer visnede, fordi vi ikke havde tænkt på at vande dem, og pærerne fra det store gamle pæretræ i bunden af haven hobede sig op som et splattet tæppe på græsset. Det miskmask af buske, småtræer og ukrudt, der adskilte forhaven fra fortovet, blev grimmere og grimmere. Om aftenen vrimlede horder af dræbersnegle frem og åd rabarberne, og skvalderkålen trængte frem overalt.

Da jeg en aften stødte på vores nye nabo ude på fortovet, spurgte han, om jeg ikke ville låne deres ukrudtsbrænder.

DEN AFTEN TOG JEG mig selv i at google Roundup. Jeg kunne huske, at en klog kollega havde skrevet en slags forsvar for det berygtede, men relativt ufarlige kemikalie glyfosat, og begyndte at fantasere om et technofix. Ukrudtsmidlet kunne ikke købes i danske byggemarkeder, men det lykkedes mig at finde en hollandsk hjemmeside, som var villig til at sende mig en liter.

Jeg købte også myregift og ferramol, små turkise piller, som tager livet af snegle, og vi investerede i en ukrudtsbrænder – den store model, hvor man slæber rundt på en ti kilo tung gasflaske på hjul, mens man blæser en hvæsende stikflamme ned over uønskede livsformer.

Med de nye hjælpemidler gjorde vi langsomt indhug i ukrudt og udyr, men sejren var bittersød. Jeg mærkede et stik af dårlig samvittighed, når min søn blev ven med en gylden hussnegl, eller en sommerfugl sværmede rundt i nærheden af de nysprøjtede skvalderkål.

Det var ikke kun det kemiske hykleri, der gjorde mig skamfuld, jeg var også i tvivl om, hvad målet var. Hvem var det egentlig, jeg bekæmpede det ukrudt for? Havde jeg, mere eller mindre ufrivilligt, overtaget et eller andet arbitrært småborgerligt ideal?

Samtidig stod det klart, at jeg aldrig ville besejre hverken ukrudt eller dræbersnegle, højst holde dem i skak. Kampen mod skvalderkålen føltes eksistentiel.

EN DAG, mens jeg slæbte ukrudtsbrænderen halvhjertet rundt i indkørslen, kom jeg til at tænke på min nordjyske mormor. Hun bor stadig i det hus, min bedstefar byggede til hende for 60 år siden, og i hendes velplejede forhave står et mere end 250 år gammelt egetræ og spreder sine smukke, krogede grene langt ud over hækken. Når en storm blæser småkviste ned på græsplænen eller fortovet, går hun troligt ud med sin rollator og samler dem op, selvom hendes børn har sagt, hun skal lade være.

Som millennial er jeg ikke opdraget til at gå op i, hvordan min forhave ser ud, jeg har snarere lært, at den slags er lidt latterligt. Men jo ældre jeg bliver, jo mere ser jeg det smukke i ordentligheden. At gøre sig umage med sin forhave er også at vise, at man er en del af fællesskabet. At man ikke er ligeglad med naboerne. Som en kollega formulerede det en dag over frokosten: »En forhave er noget, vi giver hinanden.«

Og uanset om ens haveideal er vild blomstereng, mælkebøtter galore eller rododendron i surbundsbed, så opstår skønheden sjældent helt af sig selv.

SIDSTE FORÅR FIK vi endelig taget os sammen til at rydde buskadset ud mod vejen. Jeg brugte lang tid på at tænke over, hvad der skulle plantes i stedet, og kom i tanke om hækken med de duftende hvide blomster, som omkransede mit barndomshjem. Det var en spiræa, fortalte min mor, en voluminøs hækplante med lange, overhængende grene, som ikke skal klippes, men have lov at vokse frit.

Under den nye hæk har jeg plantet vintergrøn med blå, hvide og lilla blomster for at dække den grusede jord. Ugentligt sætter jeg mig på knæ for at fjerne skvalderkål og græs på afveje med hænderne – Roundupen viste sig at være lidt af en blindgyde – og vander, når vejret er tørt.

Bag havetrampolinen i baghaven får skvalderkålen lov til at brede sig. Græsplænen er fuld af mos og mælkebøtter, dræbersneglene gnasker huller i rabarberne, snerlen erobrer nyt territorium hver uge. Men i april måned, når spiræaens hvide blomster kommer brusende, har jeg den smukkeste hæk på vejen.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.