Sorgterapi. Operachef John Fulljames og koreografen Hofesh Shechter hylder nuets nærvær med døden som dyster baggrund i den tværkunstneriske forestilling Light – Bach dances.

Ei blot til trøst

De har arbejdet sammen før, den britiske operachef John Fulljames og den israelskfødte, men London-baserede koreograf Hofesh Shechter. I 2015 høstede de to mange roser ved at blande opera med moderne dans i en radikal nyskabende opsætning af Glucks barokopera Orfeus og Eurydike for Royal Opera i London, hvor Fulljames på det tidspunkt var vicedirektør. Nu har Fulljames så inviteret Hofesh Shechter til Operaen til endnu et kunstnerisk møde, der igen tager afsæt i konceptet med at lade barokmusik og moderne dans spille både sammen og op imod hinanden. Denne gang i forestillingen Light – Bach dances, der jævnfør den tvetydige titel er en tematisk afsøgning af døden som livets eneste sikre grundvilkår. Hvordan forholder vi os til døden og sorgen omkring den? Og hvordan bevarer vi livsgnisten, håbet, lyset, selv når døden er snublende tæt på?

Til at belyse det alvorlige emne har Fulljames og Shechter indsamlet vidneudsagn fra otte terminale patienter, der fortæller om deres tanker om den nært forestående død og ikke mindst om, hvordan de forholder sig til det liv, der endnu er tilbage, og om at gribe nuet og leve det i et større nærvær. 16 timers interviews er klippet ned til nogle få centrale sætninger, der høres fra højttalerne og samtidig kan læses på tekstlinjerne over scenen. Udsagnene rækker fra det forundrede, sørgmodige og nøgterne til det mere fandenivoldske og nærmest humoristiske. Nogle udsagn tangerer poesi. Andre er elementært bevægende, som når en mor fortæller om sin hektiske indsats for at få sin datter anbragt i nye, gode, trygge rammer, mens det får smilet frem, når en anden kvinde lattermildt foreslår: Køb kjolen, spis kagen!

Andre læser også