25 år senere. Vil kunstig intelligens og alle tiders monopolretssag gøre en ende på Google og internettet, som vi kender det? Man kan have lov til at håbe.

Eftersøgning

Illustration: Mai-Britt Bernt Jensen

I en skyskraber højt over Londons gader maser en journalist sig ned ad gangene og gennem menneskemængden. Da han når frem til sine kolleger, der står ved en buffet og forsyner sig med drinks og pindemadder, kan han ikke skjule sin begejstring: »Gæt, hvem der stod og tissede ved siden af mig ude på toilettet?« Journalisten ser rundt på dem, har svært ved at holde sine hænder i ro: »Sundar Pichai!!«

I 2016 deltog jeg i en pressetur til Googles britiske hovedkvarter, hvor den indiskfødte direktør for det hele skulle kaste glans over begivenheden. Også dengang var Sundar Pichai en superstjerne og en techguru, som man lyttede til i ærbødig tavshed. Det egentlige formål med rejsen var at skaffe omtale af nogle nye Google-produkter, som snart ville være at finde på hylderne rundtom i Europa: et ur, en mobiltelefon og en højttaler til hjemmet, som formentlig siden er blevet erstattet af mere avancerede dimser.

mabe
(f. 1980) er Weekendavisens korrespondent i Washington D.C., hvor han skriver om politik, økonomi og teknologi. Før Asienkorrespondent bosat i Sydkorea. Har blandt andet skrevet bøgerne Danmark Disruptet (2019) og Magteliten (2015).