I den gængse vampyrmytologi er kirke og vampyrisme hinandens fjender: Korset ætser og brænder de udøde blodsugeres hud. Sådan er det ikke i Midnight Mass, denne gnidrede lille sensation af en øbo-gyser-miniserie. Der er noget nærmest Selma Lagerlöfsk over den strunke facon, hvormed den blander katolicisme, befolkningspolitik og vampyrfolklore og lader Antikrist vandre ubesværet iblandt os.

Serien begynder mere nede på jorden. Riley Flynn vender tilbage til barndomsøen Crockett Island efter en årrække i Chicago og efterfølgende fire år i fængsel. Her venter forældrene, der ganske enkelt ikke kan forstå, at et barn fra en god kristen familie skulle ende med i døddrukken tilstand at køre en ung kvinde ned og blive morder. Faren forsøger at udtale ordet »startup-virksomhed«, men ryster så på hovedet. Hvad end det er, Riley har lavet på fastlandet, så findes det ikke her. I øens tid findes der ikke startups og nye begyndelser. Kun afvikling og affolkning, fænomener, der udgør det monstrøse aspekt i den gyserundergenre, jeg før har kaldt »kommunalreformshorror«.