Hjerteflimmer for voksne begynder med en lussing: Det er 14 år siden, ungdomsprogrammet, kærlighedsbrevkassen Hjerteflimmer, blev sendt på tv, selvom jeg var sikker på, det var for nylig. Så blev man så gammel, selv millennials vågner med uforklaret ondt i lænden, og samtidig er man for ung for længe, insisterer Peter Pan-agtigt på at date skødesløst langt op i alderdommen. Stabile parforhold med sølvbryllupper i sigte, er det noget, vi har efterladt i forrige århundrede?

Argumentet for relanceringen af Hjerteflimmer – denne gang som podcast – er, at selvom vi er blevet ældre, er vi ikke blevet klogere, men har stadig brug for vejledning udi kærlighed, parforhold og samliv. Og mens man som teenager var rystende bange for at gøre noget forkert, er vi lidt mere ødelagte og interessante og generøse med det indre rod som voksne; sådan føles det i hvert fald et øjeblik, mens man lytter til Hjerteflimmer-podcasten. »Få det sorte bælte i parforhold« lover en overskrift på et afsnit; det, tror jeg, vanskeligt nogen kan modstå.