Håndtryk, kram og kindkys er sat på standby på ubestemt tid, men det spås, at de vil vende til­bage, når coro­naen en­gang kom­mer under kontrol. Så vil vi igen hilse formelt og korrekt på forretningsforbindelser og omfavne vores kære. Men hvad med danskernes elskede buffet?

Efter første nedlukning blev buffeten mange steder erstattet af individuelle serveringer. De virksomheder, der vovede at genåbne tag selv-bordet, gjorde det med et arsenal af plastikhandsker, sprit og krav om mundbind og afstand. Ikke særlig appetitvækkende. I skrivende stund er buffeten som bekendt lukket igen. Spørgsmålet er, om den overhovedet har gang på jord i en verden, der har fokus på hygiejne som aldrig før. Og hvor tanken om at tage mad fra fade, hvor hundredvis af hænder har rørt brødkniven og bestikket, er ubærlig.