Det konkrete Danmark

Lige siden Frelle Petersen brød igennem med sin anden film, Onkel, har jeg håbet, at han ville få sine åbenlyse talenter til at falde helt i hak. At han eksempelvis ville åbne en film på den måde, han åbner sin nyeste, Hjem kære hjem: en lang, ubevægelig indstilling med lav dybdeskarphed. Forrest i billedet i fuldt fokus ser vi en boks med blå plastikomslag til sko. I baggrunden ude af fokus åbner en dør sig, og to skikkelser kommer ind i rummet. De træder ind i fokus og tager det, de omtaler som »de blå futter«, på fødderne, mens den ene giver den anden arbejdsinstruktioner.

Det er filmens hovedperson, Sofie, der er ved at blive oplært på sin første dag som hjemmehjælper. Scenen viser os, hvad der er det væsentlige i den verden, vi træder ind: de konkrete genstande, der gør mennesker i stand til at udføre deres dont. Systemet, der tilsiger, at den arbejdende i princippet kan være hvem som helst, bare vedkommende ifører sig sin uniform og efterlever systemets regler. Men nedenunder myldrer menneskelige relationer, der ikke sådan kan systematiseres. De to lag – arbejdet og livet – står i konstant kontrast til hinanden.