Det allersidste fag, jeg tog, da jeg studerede engelsk på universitetet, handlede om Canadas nationale identitet. Udgangspunktet var landets i kulturel henseende anonyme karakter udadtil – en nordvendt, europæisk sindet udposning på USA, hvor superstjerner som Bryan Adams, Jim Carrey og Pamela Anderson ikke på nogen måde skiller sig ud fra kollegerne i den altdominerende underholdningsindustri syd for grænsen.

Det siger nok både noget om mig og om Canada, at jeg ikke erindrer meget om de konklusioner, vi kom frem til i timerne. I dag fremstår landet lige anonymt. Men den form for vaghed rummer også en mulighed. I canadisk film løber der en tradition for at omskabe landet til et fantasiunivers. Ikke mindst hos den fremragende instruktør Guy Maddin, der i den surrealistisk-dokumentariske My Winnipeg skildrer sin hjemstavn som en drømmeverden, der giver mindelser om en lun David Lynch.