Det bliver konge

En lun augustdag i 2006 kørte klubformand Jesper Raabo fra Aarhus til DBUs hovedkontor i Brøndby for at få en hård besked. En straf. Han vidste, hvad der ventede, så han kørte roligt ombord på færgen til Odden, drak en kop kaffe og trillede så tværs over Sjælland. Raabo var et kraftværk i Skovbakken Kvindefodbold. En ambitiøs ildsjæl som ville op og matche topklubberne Fortuna Hjørring og Brøndby, men det gik ikke med den nuværende ellers drevne træner. Så han røg ud. I stedet ansatte Raabo og bestyrelsen en 25-årig knægt, som aldrig havde trænet voksne.

Hos DBU var de tossede. De advarede Skovbakken om, at hvis de stod fast på en så ung, uerfaren træner til et elitehold, ville klubben miste titlen som kraftcenter for pigefodbold og et årligt tilskud på 220.000 kroner.

Da Raabo ankom til hovedkontoret, satte han sig med to DBU-chefer i bunden af en tom kantine. Træneren var altså for urutineret, gentog cheferne, og effektuerede dermed beslutningen om at fjerne støtten, men Raabo vaklede ikke.

»Nuvel, vi gør det alligevel,« proklamerede han og kørte så tilbage over Sjælland.

Hjemme i klubben var der også oprør. To af de største profiler, Mia Bak og Camilla Bergstrøm, smækkede med døren i Århus Stiftstidende:

»Klubben undervurderer os, når den ansætter træneren for vores damejuniorhold. Det er altså noget andet at træne et dameseniorhold med flere spillere, der har været inde omkring landsholdet. Vi stiller større krav til en træner.«

Stumperne af det gamle hold skulle nu møde træneren, og de var mildt sagt skeptiske. Han var 25 år. Stod i alt for store Puma-træningsbukser med sine nøgler i en alenlang keyhanger og en Pepsi Max i hånden.

»Det er konge,« sagde han på daglig basis.

Træneren hedder Jakob Michelsen, og hvad der siden skete i Skovbakken, skete igen og igen. Underdogs blev ført op på tinder højere, end klubberne turde drømme om. Ikke fordi Michelsen er et taktisk geni eller kommer med revolutionerende træningsmetoder, men fordi han … tja … kan noget med mennesker.

Nu har et forandret og mere progressivt DBU så taget ham til nåde. Lige før sommer blev han – en spytklat fra kantinen – udnævnt til cheftræner for kvindelandsholdet.

Til det nylige EM floppede kvinderne og tog hjem med nul point efter de tre gruppekampe. Ok, det var en svær pulje med Sverige og Tyskland, men Polen? En europæisk oprustning er i gang, hvor stort set alle lande nu prioriterer kvindefodbold, og Danmark er blevet den underdog, som Michelsen er så eminent til at lege med.

»Jakob kommer med 110 procent engagement. All in. Og så er han god til at forklare spillerne, hvad de skal gøre og hvorfor. Hvad betyder det her for dig? Han er energisk og har et smittende humør, og det får spillere til at præstere på et højere niveau, end de troede, de kunne,« siger Raabo om, hvorfor han havde så stor tiltro til Michelsen, at han turde gå op imod DBU. På det tidspunkt havde Michelsen også netop gjort Skovbakkens pigejuniorhold til Danmarks bedste.

Fodbold er først og fremmest en holdsport, hvor dynamikker mellem individer er lige så vigtige som skudteknik. Det gælder for otteårige, og det gælder for landshold (og for virksomheder). Dét forstår Michelsen bedre end de fleste, så vil man forstå hans hemmelige opskrift, skal man lede uden for banen.

JAKOB MICHELSEN ER født i Tønder og uddannet matematiklærer. Det job var han god til i de måneder, det varede. Skarp, logisk tænkende, konsekvensberegnende, samtidig med at han kan læse og lede mennesker.

»Jeg kan godt lide projekter, og jeg kan godt lide mennesker,« siger Michelsen fra sin bil. Han kører for tiden rundt for at besøge alle de store danske kvindeklubber. »Jeg får energi af at være sammen med andre og af at få en gruppe til at fungere.«

Hans træningsfilosofi er simpel:

»Jo dygtigere individualister i en trup, jo bedre. Men det må aldrig gå ud over holdet. Det er teamtanken, der er vigtigst, og for at styrke den er man nødt til at se hinanden i andre sammenhænge. Derfor tog jeg også Skovbakken-kvinderne på træningslejr i Nordjylland, hvor vi spillede golf og alle mulige ting. For at gøre holdet stærkt,« siger han.

Michelsen er ikke høj, og han bander som en skoledreng, men det tog ikke mere end et par træninger, og så havde han hele Skovbakken-holdets respekt dengang i 2006.

»Han er den bedste træner, jeg nogensinde har haft,« siger Tina K. Rasmussen, der som 26-årig var en af de ældste tilbage på holdet. »Hans energi greb hele holdet, og alle følte sig set.«

Når han brølede fra sidelinjen »det er kraftedeme verdensklasse, Tina K.!« følte hun sig lige præcis som det – en verdensmester.

Juniorspillere blev flyttet op på førsteholdet, og den nye assistenttræner, Brian Sørensen, tog nogle af sine største talenter med fra sin forrige klub, blandt andet en målsulten og usleben Nadia Nadim. Skovbakken fortsatte med at være den evige treer i ligaen, men på gode dage slog de nu Brøndby og Fortuna, og de masseproducerede landsholdsspillere. En af dem blev Tina K. Rasmussen. Hun fik debut som 29-årig.

I 2009 RYKKEDE Michelsen et par meter og overtog Skovbakkens førsteherrehold. Også de var skeptiske, og også de måtte æde deres ord. Holdet, som ellers pendulerede mellem danmarksserien og 2. division, kravlede op i midten af divisionen.

Siden har han kun trænet herrespillere, men Skovbakken-tiden gav ham dyrebar erfaring med at lede kvinder, som giver ham en fordel som landstræner.

»Kvinder skal føle sig delagtiggjort. De vil gerne forstå planen for at være sikre på, at de gør det rigtige. Mænd er mere iskolde og spiller mere for sig selv. Det ved Jakob alt om,« siger Brian Sørensen, Michelsens tidligere assistent og nu cheftræner for Evertons kvinder i Women’s Super League.

I Skovbakken fandt Michelsen også ud af, at man skal guide kvinder anderledes. Hvis han for eksempel råbte til højrebacken, at hun skulle lave flere pasninger til midtbanen, så gjorde hun præcis det, »også selv om midtbanen var helt lukket til«, siger Katrine Korsgaard, der var en af de juniorspillere, som blev rykket op i Skovbakken.

»Kvinder gør det, træneren siger, så man skal formulere sig anderledes: ’Hvis det er en mulighed, så prøv at få den ind til midtbanen,’« tilføjer hun.

Korsgaard hedder i øvrigt også Michelsen til efternavn og har i dag tre børn med sin tidligere træner.

Næste klub var Hobro IK, hvor han startede den rejse, som senere endte med, at semiamatørklubben rykkede op i Superligaen. Skive IK fik han rykket fra 2. til 1. division, og så var erfaringen ellers på plads til den helt store triumf.

I SønderjyskE (i dag Sønderjyske med lille »e«) manglede de en træner til superligaholdet forud for efterårssæsonen 2015. Det var et modløst bundhold, hvor en lille håndfuld af de ældre stamspillere netop havde sagt farvel.

»Forventningen var, at det ville være en kæmpe succes, hvis vi overlevede i Superligaen. Vi havde en af de svageste trupper,« husker en af spillerne fra dengang, Johan Absalonsen.

Ind i omklædningsrummet trådte Jakob Michelsen. Stadig yngre end flere af spillerne. Men han formåede at opbygge autoritet, samtidig med at han blev »en af gutterne«, og det havde Absalonsen og de andre aldrig oplevet før.

»Jeg har haft dybt seriøse fodboldfaglige samtaler med Jakob i omklædningsrummet, mens han stod i underbukser og tørrede sig med et håndklæde.«

Træner og trup tog på kanotur, lavede tillidsøvelser med bind for øjnene og gik i byen.

På et tidspunkt slyngede Michelsen ud: »Johan, du skal jo være vores nye Joshua John.«

Kantspilleren Joshua John høvlede mål ind for FC Nordsjælland. Absalonsen plejede at score et par gange på en sæson, og han var fyldt 30 år. Skulle han pludselig til at afgøre kampe?

Ligesom i Skovbakken ni år tidligere fandt den nye unge trup hinanden og spillede sig længere og længere væk fra bundlinjen. Til sidst lå kun mægtige F.C. København foran dem, og så en dag i maj 2016 sikrede de spåede tabere sig sørme sølvmedaljer. Michelsen blev kåret til årets træner, blev døbt mini-Mourinho og kom i The New York Times. Og Absalonsen? Han blev topscorer med 12 mål.

MICHELSENS JOVIALE drengerøvsfacon og kasse med teambuildingøvelser er ikke for alle klubber. Hans stil passer eminent til dem uden penge og stjerner, men med store ambitioner.

»Han har næse for at finde de spillere, der kan gøre en forskel på lige netop hans hold – og gerne til en snusfornuftig pris – og så motivere dem til at præstere optimalt,« siger Jesper Raabo.

Nogle klubber sværger til en særlig fodboldfilosofi eller spillestil, og det harmonerer ikke med Michelsens pragmatisme. Andre har han bare dårlig kemi med. To gange er han blevet fyret – i svenske Hammarby IF og i OB (efter i begge tilfælde at have sikret klubben det bedste resultat i et lille årti).

Peter Møller, fodbolddirektør i DBU, svinger han til gengæld godt med. Så godt, at Møller flere gange har forsøgt at lokke Michelsen til at tage et af ungdomslandsholdene.

»Jeg har altid godt kunnet lide Jakob,« siger Møller på dagen, hvor Michelsen bliver præsenteret for pressen.

DBU har valgt ham netop på grund af hans »måder at skabe relationer på og evne til at opbygge en sammentømret enhed, hvor spillerne er trygge«, forklarer Møller.

Valget af Michelsen er også en erkendelse af, at Danmark i ti år kun har haft én verdensklassespiller, nemlig Pernille Harder, og måske aldrig kommer til at råde over flere ad gangen. På den måde er landsholdets udvikling fra 1970erne, da vi vandt to uofficielle VM, en spejling af danmarkshistorien siden 1000-tallet: fra stormagt til lilleput. Men hvad udad tabes …

»Vi kan godt stadig drille de store nationer, men så skal vi være snu,« siger Everton-træneren Brian Sørensen. »Vi skal finde vej fra kamp til kamp. Ligesom i Skovbakken, hvor vi ikke havde pengene og mistede spillere, men alligevel fandt løsninger. Dem skal Jakob også nok finde på landsholdet.«

Michelsen er i gang med at lede. I oktober venter nemlig to susende vigtige playoffkampe mod Finland, som afgør, om vi får en overkommelig eller hård vej mod VM i 2027. Det bliver skolelærerens eksamen. Derfor kører han i øjeblikket landet tyndt i sin nye elbil for at lære spillerne at kende.

»Jeg møder spillerne samlet første gang 20. oktober. Der har de spillet midt i ugen og i weekenden, så de møder ind med trætte ben. Så har jeg tre træninger inden to af de vigtigste kampe i flere år for dansk kvindefodbold,« siger Michelsen i en ladepause mellem Aarhus og Hjørring.

»Det vigtige for mig nu her er ikke bare at præsentere mig selv, men også at høre om deres situation, deres hverdag og deres syn på landsholdet. Hvad er godt? Hvad er skidt? Altså, hvordan har de det?«

På et landsted i Skørring følger Jesper Raabo med i det hele. Da han hørte, at Michelsen havde sagt op i sin daværende norske klub, og at landstræneren Andrée Jeglertz stoppede, gættede han straks, hvad der foregik.

»Han kommer til at være forberedt til fingerspidserne til den første landsholdssamling,« forudsiger Raabo. »De piger får et wakeupcall.«