Anmeldelse: Vi, de druknede. Havet giver, men tager endnu mere i køligt smuk dramatisering af Carsten Jensens vældige slægtsroman.

Den unge kvinde og havet

Byen er lille, men havet er stort. Faktisk er det takket være scenograf Mikkel Rostrup altomsluttende i første akt af Vi, de druknede: Sort-hvide print af oprørte vande dækker gulvet, bagvæggen og hænger fra loftet som store bannere. Der er hav, så langt øjet rækker.

Midt i det bølgeombruste rum kan historien om tre generationer af ærøske sømænd så begynde. På scenen er de medvirkende iklædt matrostøj og udstyret med hver sin lille oppustelige båd, som de ubehjælpsomt hopper rundt i, det ligner en smule punkterede segways.