Stofligt. Delacroix gav pokker i konventionerne. En omfattende retrospektiv udstilling på Louvre kaster forfriskende nyt lys over den berømte maler Eugène Delacroix’ mindre kendte sider.
Den ukendte Delacroix
PARIS – Når man står foran indgangen til Louvres stort opslåede retrospektive udstilling om Eugène Delacroix, mærker man den kritiske beskuers nagende skepsis: er der nu virkeligt et behov for sådan en her på Louvre? Eller er museet faldet i en hjemmelavet tautologisk fælde: at helgenkåre en maler, der allerede optager nogle af de mest prominente pladser på det kunstneriske parnas’ elysium Louvre med en række titaniske tableauer (der er så store, at det næsten er fysisk umuligt at flytte dem), og som oven i købet er talentet bag de svulstige loftsudsmykninger i Louvres prunkende Apollonsal, som Delacroix fik i opdrag at fuldende efter hofmaleren Le Brun?
Langtfra. Enhver tvivl om udstillingens berettigelse smuldrer, efterhånden som man vandrer betaget gennem de dunkle og sparsomt oplyste sale, der huser den første store, retrospektive udstilling af den franske mesters værker siden 1960erne.
