På torsdag løber det danske herrelandshold på banen for første gang siden det forsmædelige VM i Qatar. Med hjemmekampen mod Finland og søndagens udekamp i Kasakhstan indledes en på papiret overkommelig kvalifikation til europamesterskabet i Tyskland næste år.
Den hårdeste modstand forventes at komme fra finnerne og Slovenien, der trods gode navne som Jan Oblak (Atlético de Madrid), Benjamin Verbič (Panathinaikos) og Benjamin Šeško (Red Bull Salzburg) også må siges at være til at tale med. Men oplagt synes den ydre modstand ikke så væsentlig som den indre ...
Kasper Hjulmands landshold skal således over de næste 15 måneder – ti kvalifikationskampe plus selve EM – bevise, at VM-fadæsen blot var »to nederlag på ni dage«, som DBU siger; at EM-jublen i 2021 ikke kun var resultatet af hjemmebanefordel og heldig parring; at sejrsstimen i VM-kvalifikationen skyldtes andet end dårlig modstand; og at de to Nations League-sejre over Frankrig viste holdets sande niveau.
Man kan også opridse præmissen for den kommende tid med et spørgsmål: Vil Hjulmands landstrænerperiode blive husket for de magiske aftener i Parken eller det totale sammenbrud i Al Wakrah?
At alt er på spil, ses på landstrænerens omkalfatring af landsholdet. I den nuværende trup er der ni nye navne i forhold til VM-truppen. Blandt de udeladte er de skadede stamspillere Christian Eriksen, Andreas Skov Olsen, Jesper Lindstrøm og Kasper Dolberg.
Mere interessant er frasorteringen af Thomas Delaney og Yussuf Poulsen – landsholdsspillere i ti år – og erfarne kræfter som Andreas Cornelius, Jens Stryger (dog siden indkaldt på afbud fra Victor Kristiansen), Daniel Wass og Robert Skov. Seks spillere med i alt 289 landskampe.
Også blandt de nytilkomne ses et mønster: De er unge, uprøvede på landsholdet og oplever succes på klubplan, og så har de enten fart eller power med Atalanta-angriberen Rasmus Højlund som det klareste eksempel. Det 20-årige fænomen, der med sin overbevisende direkthed minder ikke så lidt om norske Erling Haaland, har mulighed for at overgå Preben Elkjærs ni Serie A-mål fra 1985/86-sæsonen.
Det er nu op til Højlund og andre fysisk stærke spillere som Philip Billing, Morten Hjulmand og Marcus Ingvartsen at tilføre landsholdet det smæld og den kraft, nerve og sanselighed, ja, personlighed, der var så underligt fraværende ved VM, og som ofte ikke rummes i landstrænerens lidt ferske tale om relationer. Det skal de gøre i kamp og til træning, hvor en øget konkurrence om de 11 startpladser vil gøre holdet godt.
Også derfor var det så velgørende, at Hjulmand om reservemålmand Frederik Rønnow sagde til TV 2 Sport, at han godt kan »forstå, han kommer ind i lejren og tænker, at han skal puste Kasper (Schmeichel, red.) i nakken«. Og at der for første gang i hans landstrænertid »er en reel konkurrencesituation« på målmandsposten.
Udtalelsen siger noget om Rønnows store sæson i Union Berlin og 36-årige Schmeichels faldende niveau, men også om, at Hjulmand ikke ønsker at træde i den fælde, som har forledt så mange landstrænere før ham: fristelsen ved at fortsætte med kendte, men udtjente kræfter.
Morten Olsen drog til VM i Sydafrika i 2010 med ruinerne fra fortiden og floppede fælt. Det samme gjorde tyske Joachim Löw ved VM i 2018. Hjulmand har haft sin fiasko, han har ikke råd til flere. Det er også i det lys, landstrænerens udskiftning og omfavnelse af lidt andre spillertyper skal ses.
Som altid med Hjulmand skal man snarere se, hvad han faktisk gør, end lytte til, hvad han siger. Landstrænerens notoriske lederlingo, der har det med at rime på bullshitbingo, bør ikke skygge over, at han efterhånden er blevet langt mere pragmatisk og tilpasningsduelig, end han selv og flertallet af kritikere og disciple vil vide af. Det er en fordel for Danmark.
Men kommer det til at gå? Det må man tro. Vi er begunstiget af en strålende generation af spillere. Andreas Christensen, Pierre-Emile Højbjerg og Eriksen tilhører verdenseliten. Det gør Højlund og Lindstrøm også snart. Vi må forvente tydelige sejre over både Finland og Kasakhstan. Der skal ikke så meget til, så står vi danskere igen bag vores hold. VM er ikke glemt, men EM findes i horisonten.
Tre pletskud
1. Emmanuel Adebayor har meddelt, at han stopper karrieren. Togoleseren nåede både at spille i Monaco, Arsenal, Manchester City og Tottenham, overleve et terrorangreb under De Afrikanske Mesterskaber, slås med Nicklas Bendtner og præstere en af de mest respektløse og flabede målfejringer i nyere tid.
2. Tipsbladets chefredaktør, Troels Bager Thøgersen, kaster sit kyndige blik på Superliga-klubbernes økonomi, og der er meldinger om rørelse i toppen.
3. Søndag vandt Barcelona 2-1 over Real Madrid i El Clásico. I kampen viste holdets unge midtbanespiller Gavi atter en gang, at han ud over at være en god fodboldspiller også er en kriger af Guds nåde. Det tyske magasin har fundet en detalje, der viser teenagerens rigeligt aggressive adfærd.
