Den sidste romantiker

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens nyhedsbrev om cykling, Hjertets Bjerge. Brian Nygaard skriver om hver etape under hele Giro d'Italia. Læs mere og tilmeld Dem her.

Poggibonsi er ikke lige så pæn en by, som navnet ellers antyder, men den ligger smukt i Elsa-dalen i den centrale del af Chianti-området med rullende bakker, cyprestræer og vinmarker. Alberto Bettiol er ærketoscaner, født i Poggibonsi, og hans største handicap som ung, talentfuld rytter var, at han var rigtig glad for mad og derfor var lidt for buttet til at vinde de mere kuperede cykelløb.

Selvom hans tidligere chef, Jonathan Vaughters, ikke var for fin til at stikke til hans forkærlighed for mor Lauras hjemmelavede pasta, er Bettiol bestemt kommet efter det, og han stadigvæk den seneste italienske vinder af Flandern Rundt med sin sejr tilbage i 2019. De fleste er enige om, at 32-årige Bettiol er – eller i hvert fald har været – en klasserytter. For problemet, hvis man kan tillade sig at beskrive det på den måde, er, at der er langt mellem sejrene, hans høje niveau taget i betragtning, og da han stillede til start i dette års Giro, var det næsten to år siden, han sidst havde vundet, og det var i et mindre fransk etapeløb.

Da det stod klart, at 13. etape fra Alessandria til Verbania skulle afgøres blandt rytterne i et stærkt udbrud, var Bettiol nok en af de ryttere, man skulle holde øje med. Men blandt de 15, der slap væk, var der andre, som umiddelbart havde langt bedre kort at spille, for Bettiol har været totalt usynlig i resultatlisterne denne sæson. Han floppede i Klassikerne, og indtil i går har der ikke været noget niveau at spore i Giroen. Men i går lynede han, som han lejlighedsvis gør, og det er stort set altid med et fuldstændigt uimodståeligt ryk på samme måde, som det, han satte ind med, da han vandt Flandern Rundt.

Da han først fangede Uno-X Mobilitys Andreas Leknessund på den sidste stigning, lavede han sin signatur-acceleration, og det var umuligt for nordmanden at gøre andet end at konstatere, at der kom en italiener flyvende forbi i en helt anden fart. Måden, Bettiol kastede sig ud i nedkørslen og manøvrerede vejene ind til mål, var ikke for sarte sjæle, men det var ruten ind til sin kærestes hjemby, så han kendte dem godt nok til at tage alle chancer.

Sejren i går var blot Bettiols niende i karrieren. Hans allerførste som professionel var Flandern Rundt for syv år siden, og det satte et forventningspres, der måske kan få antallet til at lyde af lidt. Men dem, han har, tæller blandt andet nu to sejre i Giroen, italienske mesterskaber og Milano-Torino. Mine kilder siger, at han er en halvarrogant person at træne med og ikke lige populær alle steder. Det er sikkert også et risikabelt og ret dyrt lotteri at skrive kontrakt med en rytter, der leverer så sporadisk.

Men storheden i det, han leverer, er utvetydig. Astana har nu fået sin anden etapesejr i løbet med ham efter Ballerinis i Napoli, og begge har sat de italienske fans over ende. Upopulær eller ej, var Bettiol i hvert fald dagens mand i Verbania, da han kørte direkte i armene på sin kæreste Lisa, der jublede af lykke.

Efter løbet var Bettiol i særklasse god til at sætte ord på sin sejr i Verbania, og måske også, hvorfor han vinder så sjældent, som han gør.

»Jeg vandt, fordi jeg lægger følelser i min måde at køre løb på. Selvfølgelig vandt jeg, fordi jeg, ligesom alle andre, har arbejdet hårdt de sidste par måneder. Men vi lever i en cykelverden bygget på kalorier, tal, watt, men ​​jeg vandt med mit instinkt. Ingen i holdbilen sagde til mig, at jeg skulle gå i udbrud. Jeg følte det og sagde til mig selv: 'Jeg vil forsøge noget, jeg prøver.’ Jeg opfatter mig selv som ung, selvom jeg er over 30 nu, og det er en alder, man faktisk bliver betegnet som værende gammel i cykelsporten efterhånden. Men jeg føler mig stadig som den yngste af alle. Det er nok sådan, jeg vinder. En ting, ingen kommer til at få ud af mit hoved, er, at i cykelsporten vil den menneskelige faktor altid sejre, ellers ville det ikke være så smukt og populært, ellers ville vi alle være computeringeniører. Og jeg kan ikke lide den slags cykling: Jeg kan lide følelser, passion, instinkt og endda et strejf af galskab. Jeg er nok den sidste romantiker«

Hvis det var galskaben, der vandt i går, var den i hvert fald smuk at følge på vejen til triumfen. Smukkere end tal og statistikker ville kunne fortælle.

Giro Sospeso

Undervejs, til bords, i vinkælderen og notesbøger finder jeg gamle og nye minder, der udspringer af Giroens vej gennem Italien.

Valle d'Aosta. Af en eller anden grund har jeg altid haft det underligt med regionen Valle d'Aosta, som Giro d'Italia besøger i dag, og det er egentlig helt urimeligt, for den rummer nogle af de mest smukke panoramaer i Italien, hvor Europas højeste tinder tegner grænsen til Frankrig og Schweiz.

Kører man på Autostrada A5 fra Torino i retning af Mont Blanc, folder der sig en overvældende dal ud for øjnene af en med sneklædte bjerge og middelalderborge hængende langt oppe på klipperne. Vejen er nærmest snorlige, og det ene overrumplende vue overtager det andet på vej mod den lange tunnel under Alperne til Frankrig. Alligevel er der noget dystert over Valle d'Aosta, og jeg blev nærmest helt lettet, da jeg fandt ud af, at jeg ikke er den eneste, der har det på den måde. Min rejsemakker Daniel, som elsker bjerge langt mere end mig og aldrig ville kunne finde på at holde ferie så meget som en weekend ved vandet, har aldrig fundet sig til rette i Aosta. »It's eerie«, som han siger.

For der er noget underligt uroligt og mystisk over regionens afsidesliggende små, halvtomme byer, hvor der ikke rigtigt er noget liv, og hvor unge mennesker for længst er flyttet fra for at finde en mulig fremtid. Selvmordsraten i Valle d'Aosta er næsten tre gange så høj som gennemsnittet i Italien, så det er ikke bare vores mavefornemmelse, den er gal med. Der er smukt, men også øde og affolket på en trist måde.

Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at deres fremmeste kulinariske særkende er smeltet ost i polenta, den såkaldte »Fontina«. Ikke at det i sig selv er noget, man skal blive depressiv over, men det er i hvert fald en drøj omgang at starte en fest på. Dalens historie rummer også heksebrænderi og genfærd, men det kan der selvfølgelig også være nogen, der har en vis affinitet for.

Men for nogle Giri (som det hedder i flertal) siden fik jeg faktisk fordrevet mine egne Aosta-spøgelser. Det var i 2019, hvor Erik A. Frandsen og jeg rejste sammen, og en af de store bjergetaper sluttede på den italienske side af Mont Blanc ved Courmayeur. Det var det år, hvor Richard Carapaz vandt, og han sejrede også på bjerget den dag.

Ugen inden var min kæreste kommet til etapen i Modena for at fortælle mig en stor nyhed, som ændrede vores liv. Hun var gravid. Vi vidste ikke, at det var enæggede tvillinger, men det var allerede en helt overvældende lykke at rejse videre med Giroen og vide, at vi skulle være forældre senere det år. Min mor havde aldrig troet, at det skulle ske for mig. Jeg vil sige, at hun faktisk havde afskrevet det. Alt for omflakkende, alt for lidt hjemme, ikke rigtig typen.

Det var nok lidt for tidligt, men jeg kunne ikke vente med at fortælle det til hende, så af en eller anden grund blev det, da vi var i Valle d'Aosta. Jeg var rastløs og tænkte, at det skulle være nu. Jeg har aldrig hørt min mor så lykkelig i den anden ende af røret. Hun hulkede af glæde, mens jeg stod og kiggede op på Mont Blanc og de lyserøde skilte, der viste vejen til mål og de sidste kilometer af etapen. Det skabte det minde, der for altid har ændret mit forhold til en region, jeg aldrig helt har kunnet greje. Nu tænker jeg altid tilbage på den lørdag formiddag, og hvor glad min mor var for livet.