Slagtersvend Carl Place Johansen, kaldet Fedesen, må være blevet noget overrasket, da han en dag i slutningen af 1920erne modtog et brev fra et københavnsk sagførerkontor indeholdende 400 kroner svarende til omkring 10.000 i nutidspenge. Måske havde slagtersvenden for længst glemt, at han engang havde haft gensidig onani med juristen, embedsmanden, etatsråden og forfatteren Poul Andræ, men det var netop derfor, han skulle have pengene.

Ved sin død i 1928 efterlod den meget velhavende Andræ nemlig et testamente, der omfattede en række »Legater fra mine kontrærseksuelle Forhold«.