Diana. Portrættet af »Folkets Prinsesse« er tegnet i skært drømmestof.
Den knuste blomst
Nogle dødsfald rammer dybt i kulturen. Vi sørger stort og kollektivt. De fleste myter forvitrer med tiden, men enkelte bliver stående, og de døde legender får en betydning, de knap nok havde i livet. Lady Diana Spencer (1961-97) er et eksempel. Marilyn Monroe (1926-62) er et andet.
Der er ingen logisk forklaring, bortset fra auraen af martyrium. Begge kvinder blev kun 36, og medierne tog en stor del af skylden. Vi sørger så med de midler, vi har. På sin måde var det smukt, at Bernie Taupin skrev »Candle in the Wind« om til »Goodbye, England’s Rose«, som Elton John sang ved begravelsen. Elegien nåede verden om. I Canada var den nummer ét i et år.
Del: