Danske Mads Pedersen havde en meget stor æske tændstikker med til eliterytternes verdensmesterskab i landevejscykling i Glasgow. Samlet af erfaring, fysisk råstyrke, topformens svævende fornemmelse og indædt, glødende ambition. Han ville det VM så meget, at han og det danske landshold insisterede på at diktere dets sværhedsgrad og dermed også at udlede præmisserne for dets taktiske gåder ved selv at definere deres indhold og logik. Opklaring ved ild hedder den tilgang i militære sammenhænge, og det var de sandheder, Mads Pedersens tændstikker skulle sætte i brand.

Det betød, at alle, der ville og kunne være med på så ekstremt et taktisk udlæg, uhyggeligt tidligt måtte rykke deres jetoner ind på midten af bordet, og så ellers håbe på, at hånden kunne holde til den gyseragtige afgørelse. Det var de stramme kæders løb og et, hvor tilfældighederne forsvandt i en finale, der ikke kunne indløses en eneste fribillet til. Og finalen, den startede så tidligt, at man skulle tro, at rytterne havde forregnet sig i at tælle antallet af omgange, der var tilbage på den 14 kilometer lange rundstrækning i den skotske by. Det var det hårdest kørte VM siden solskinsslagteriet i Mendrisio i 2009 eller det i Yorkshire i 2019, hvor Pedersen vandt under den piskende regn.