Forleden, på Columbus Day, som i den postkoloniale ånd i flere amerikanske stater er blevet omdøbt til Indigenous Peoples’ Day, strømmede for tredje år i træk omkring tusind aktivister ind på det enorme American Museum of Natural History (AMNH) i New York City. Aktivisterne er organiseret under det New York-baserede Decolonize This Place, som er optaget af oprindelige folks kamp, Black Liberation, Free Palestine, globale lønarbejdere og mod gentrification, og er denne torsdag klædt i etniske dragter, T-shirts med slogans og militært drejlstøj. Den brogede flok forenes i kampen mod hvide ortodoksier og privilegier, maskulin selvforherligelse og racistiske koloniale stereotyper.

AMNH knejser selvtillidsfuldt på vestsiden af Central Park med sin nyklassicistiske søjleindgang og store udstillingssale, der som et gammeldags tempel for viden prætenderer en officiel repræsentationsret til natur og – her har vi balladen – oprindelige folks kultur. At der foran hovedindgangen står en stor rytterstatue af Theodore Roosevelt – USAs 26. vildbasse af en præsident, som red Dakota tynd som indianerfjendtlig cowboy, skød elefanter i Afrika, fuldførte en 90 minutters tale stærkt blødende fra et skudsår i brystet efter et attentatforsøg, nærmest egenhændigt gravede Panamakanalen og vandt den spansk-amerikanske krig i Cuba – har kun skærpet aktivisternes appetit. Roosevelt, som var en afgørende støtte for museet, er fra sin hestesaddel ikke alene bristefærdig af giftig maskulinitet, men også flankeret af en gående indianer på den ene side og en gående afrikaner på den anden.