Kronik. Det er nok de færreste, der ved, hvor hurtigt og voldsomt en shitstorm går i land i Danmark i 2024. Adam Price skriver om at få sit privatliv udstillet i en bog.
Dagbog fra en shitstorm
Foto: Mathias Svold, Scanpix
Prolog
Januar 2024. Min kæreste Katherine sidder i sengen og græder. Der er anonyme profiler på nogle rygtesites, der påstår, at hun har plagieret andres tekster i sine artikler og opslag på Instagram. Kort efter bryder en mediestorm ud, som de fleste i bagklogskabens analyserende lys er enige om var ekstremt voldsom. Hun er ikke den første og bliver ikke den sidste, som har plagieret andres tekster. Gør det tyveriet mindre alvorligt? Nej – på ingen måde. Men mediestormens voldsomhed hænger naturligvis sammen med, at hun har et flamboyant udseende, som hun også bruger i en blanding af målrettet selviscenesættelse og offensiv feminisme. Hendes kritikere spørger, om der overhovedet er tale om feminisme. Det skal jeg som gammel hvid mand og ekskæreste overhovedet ikke gøre mig til dommer over. Men jeg er naturligvis enig i hendes synspunkter omkring, at mennesker må se ud, som de har lyst til, og ikke skal lade sig begrænse af fortidige normer og stigmata – og at man naturligvis må hylde litteraturen, uanset om man er smuk, og uanset hvilken kønsopfattelse man bekender sig til. Det viser sig efterfølgende, at Katherine heller ikke har taget den uddannelse, jeg og alle mulige andre troede, hun havde. Og at plagiatet er relativt omfattende. Berlingske iværksætter en undersøgelse af omfanget. Forholdet går i opløsning.
Del:
