Anmeldelse. Tredje og måske sidste sæson af Operarejsen udspiller sig i Guds eget land, og friheden smitter af på alle. Et dannelsesprojekt er fuldendt.
Bravo!
Det er blevet Rasmus Bruuns tur til at give, så autocamperen med ødelagt kobling fra sæson 1 er solgt, og billetterne til USA købt. For Allan Gravgaard Madsen har igen brug for inspiration til sin opera, og Frederik Cilius takker ikke nej til muligheden for at opdrage sine venner i den klassiske tro. Heller ikke selvom han lige sidder og skider, når telefonen ringer. Med andre ord: De tre nørdede musketerer er klar til en ny omgang Operarejsen på DR 2. Og oplægget er lige så forløjet som altid.
For ligesom koblingen ikke i virkeligheden døde dengang på den tyske Autobahn, er den selverklærede indekat Allan ikke ved at skrive en opera med titlen Träume nicht. Men Operarejsen har lige fra begyndelsen arbejdet ud fra devisen, at hvis opera handler om store illusioner og ægte følelser, må formidlingen gøre det samme. I første sæson sendte Allans fiktive rejselegat dem på campingtur til europæiske operahuse, i anden sæson var det Frederiks beskidte penge fra et underholdningsprogram på TV 2, der betalte en togtur, der nåede hele vejen fra Sicilien til polarcirklen.
Del: